Historie

Den europæiske middelalder strækker sig fra slutningen af det 5. århundrede til ca. 1500. Middelalderhistorie på Saxo-Instituttet handler om at udforske grundlaget for vores kultur. Det drejer sig eksempelvis om kulturelle processer som overgangen fra vikingetiden til middelalderen, Nordeuropas økonomiske integration i det eurasiske handelsnetværk og den politiske og kulturelle udvikling i denne periode, som dannede grundlaget for det nuværende samfund. Institutioner som kongedømmet, den kristne kirke, lovgivningen, Københavns Universitet og parlamentet har deres rødder i middelalderen. Det samme gælder vores forståelse af kønsroller og -identiteter, landets økonomiske udvikling samt de politiske og intellektuelle relationer til udlandet. Forskningen på Saxo-instituttet fokuserer derfor ikke kun på studiet af vikingetidens og middelalderens begivenheder, men også på aktuel begrebsudvikling og historiebrug knyttet til middelalderen. 

Historieforskningen i nyere tid strækker sig fra ca. 1500 til slutningen af det 19. århundrede og er forankret i forskellige forskningstraditioner, tilgange og emnekredse. Nyere tid er således en meget rummelig betegnelse. Forskningen i nyere tid kan både dreje sig om overordnede forandringsprocesser som statsdannelser, industrialisering, befolkningstilvækst, europæisering, globalisering og skiftende verdensforståelser. Eller tage afsæt i undersøgelser af kultur, religion, køn, race, økonomi, urbanitet, magt, viden eller sociale forhold. Fokus kan både være på lange linjer og tætte observationer. Men på trods af den store bredde og de mange tilgange har nyere tids historikere på Saxo-instituttet én ting til fælles. De prøver alle at forstå verden, før den kom til at ligne vores egen.

Forskningen i samtidshistorie dækker det 20. og 21. århundredes historie og tager afsæt i forskellige og vidt forgrenede forskningstraditioner, især omfattende politisk og økonomisk historie, idéhistorie, kultur- og socialhistorie. Saxo-Instituttets samtidshistorikere er forenet i en fælles interesse for historiografiske, teoretisk-metodiske og empiriske tilgange til forståelsen af de seneste knap 100 års historie, og samtidshistorikerne arbejder i hverdagen sammen med instituttets øvrige historikere og ansatte på andre fag. Geografisk beskæftiger Saxo-Instituttets samtidshistorikere sig først og fremmest med den vestlige kulturkreds, dvs. dansk/nordisk samt europæisk og nordamerikansk/transatlantisk historie, men instituttets samtidshistoriske ekspertise omfatter også Mellemøsten og Latinamerika.

Globalhistorie handler om de forbindelser, ligheder og forskelle, som har knyttet verdens folkeslag, regioner og sociale enheder sammen fra antikken og frem til i dag. Spørgsmål, der vedrører tilblivelsen af vores globale nutid, er centrale. Hvordan kan vi eksempelvis forklare globale økonomiske processer, særlig spørgsmålet om, hvorfor nogle dele af verden har opnået økonomisk velstand, mens andre dele er stagneret? Globalhistorisk forskning i perioden efter 1500 behandler ofte den europæiske ekspansion. Hvordan har europæiske kolonimagter påvirket, og ladet sig påvirke af, ikke-europæiske aktører? Hvordan skal vi forstå imperiers dannelse og deres betydning for interaktionen mellem forskellige folkeslag og kulturer? Hvordan har imperier hen over lange tidsrum legitimeret deres overherredømme? Globalhistorie undersøger også, hvordan geografiske enheder som eksempel Europa, Amerika, Asien og Afrika er opstået og reproduceres ideologisk og diskursivt. Geografiske rum tages sjældent for givet i den globalhistoriske forskning, men gøres derimod til genstand for historiske undersøgelser. Herunder behandles også hvordan fortidens aktører har sammenknyttet eller adskilt forskellige rumlige niveauer – det lokale, det nationale, det regionale og det globale. Forskning i globalhistorie drejer sig således om, hvordan økonomiske, politiske, sociale og kulturelle rum er blevet skabt.

I økonomisk historie arbejder man med produktionen, fordelingen og anvendelsen af samfundets ressourcer. Spændingen og dynamikken i dette felt – i sidste instans dets historiske transformation – opstår, idet individer og familier samt organisationer og statslige enheder agerer i det økonomiske system på grundlag af forskellige interesser og incitamenter.

Økonomisk historie beskriver emner som teknologi, erhverv, handel, indkomst, forbrug, statsfinanser, pengeforhold, by & bolig m.m.  De store temaer er vækst og udvikling, økonomiske institutioner, økonomiske sektorer og brancher, individuelle firmaer, international arbejdsdeling, løn- og arbejdsforhold, indkomstfordeling, økonomisk politik, konjunkturudvikling, politisk økonomi, samt de økonomiske ideers historie. Økonomisk historie fokuserer mest på tiden efter 1800, men kan også omfatte tidligere perioder, særligt med henblik på landbrugsudvikling og urbanisering. Økonomisk historie har emner til fælles med politisk historie, socialhistorie, globalhistorie og idéhistorie.

Økonomisk historie på Saxo-Instituttet har ikke noget særligt program, strategisk profil eller teoretisk orientering, men defineres af de individuelle forskere som arbejder inden for eller i nærheden af området. Blandt berørte temaer fra de senere år kan nævnes generel økonomisk danmarkshistorie, forbrugshistorie, økonomisk politik, løn og arbejdsmarked efter 1945, udviklingshjælp, amerikanisering, neoliberalisme, kolonihistorie, klimahistorie, landskabs- og jordbrugshistorie

Kulturhistorie er et alsidigt felt, der undersøger fortidige menneskers forestillingsverdener, ideer, praksisser, ritualer, frembringelser, følelser og sanseerfaringer. Den dækker alt fra studier af elitens finkultur over analyser af hverdagsliv blandt mennesker i alle samfundslag til specifikke fænomeners forandring – eller stabilisering – gennem kulturelle processer over tid. En gren af kulturhistorien er fortrinsvis fortolkende: Under indflydelse af blandt andet antropologiske teorier og ved hjælp af hermeneutisk metode forsøger den at gøre fortidige menneskers intuitioner, rationaler, værdier og antagelser tilgængelige og forståelige for os i dag. En anden gren er primært dekonstruerende: Med inspiration fra poststrukturalistisk, feministisk og postkolonial teori sigter den på at identificere de diskursive og sociale processer, hvorigennem sandheder, identiteter og hierarkier bliver formet og omformet. I praksis kombinerer mange kulturhistorikere greb fra begge disse grene, ligesom vi også gerne arbejder tværfagligt eller gør indfald i politisk historie, økonomisk historie og socialhistorie. Eftersom stort set alt kan undersøges kulturhistorisk – fx kampen om et lotteri i slut-1700-tallets København, ulækre lugte i 1800-tallets Cairo eller følelser knyttet til familievold i 1900-tallets Thisted – er det også kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke kilder man kan arbejde med. Kulturhistorikere på Saxo analyserer fx personlige arkiver, foreningsarkiver, internetarkiver, korrespondancer, den offentlige debat, politiske taler, anvisningslitteratur, genstande, populærkultur, skilsmissedokumenter, retssager, erindringer, m.m. Kulturhistorien bidrager til at denaturalisere herskende forestillinger om, hvad er er naturligt eller nødvendigt, enten ved at vise hvordan vores antagelser en gang blev til, eller ved at demonstrere, at det har været muligt at tænke, føle og handle radikalt anderledes, end vi gør i dag. Dermed gør kulturhistorien os også klogere på vores egen samtid.

Interessen for socialhistorien går tilbage til 1900-tallets statistikere, der søgte at dokumentere sociale vilkår og problemer. De klassiske discipliner var demografi, sygelighed og dødelighed, ernæring, ulykker, boligforhold, arbejdsvilkår, lønninger, forbrugsmuligheder, arbejdsløshed, offentlig understøttelse og pensionsforhold. Nyere socialhistorie har i høj grad fokuseret på magtudøvelse: økonomisk, politisk og diskursivt. En magt, som især er blevet udøvet gennem etablerede institutioner som fængsler, sygehuse, sindssygeanstalter, børnehaver, skoler og universiteter. I de senere år er blikket blevet mere rettet mod sociale relationer, hvor netværk, civilsamfund, sammenhængskraft, sociale bevægelser, marginalisering og problemkulturer er omdrejningspunkter. Forskningen har ofte et komparativt perspektiv på relationer i forskellige sociale rum indenfor eller imellem nationalstater. Socialhistorikerne har især bidraget med forskning i velfærdsstatens opkomst, udvikling, karakter og problemer. Dermed er socialhistoriens interessefelt drejet i retning af politiske prioriteringer, virkemidler og foranstaltninger. Forskere og undervisere i socialhistorie på Saxo-Instituttet beskæftiger sig især med perioden 1850 til 1950.

Kilder kun noget om fortiden i samspil med en historisk problemstilling. Derfor er arbejdet med historiske kilder altid forbundet med teoretiske og metodiske overvejelser. Det gælder i alle de sammenfiltrede dele af den historiske forskningsproces: problemstilling, analytisk design, argumentation og plot i historieskrivningen. Krav om teoretisk og metodisk refleksion er således en naturlig og integreret del af historisk analysearbejde. Kildekritikken, der har en vigtig rolle for historiefagets identitet, har i dag følgeskab af en vifte af teoretiske og metodiske tilgange og perspektiver.

På det videnskabsteoretiske felt deler historiefaget problemstillinger med andre dele af humaniora og samfundsvidenskab; Hvad konstituerer videnskabelighed? Hvad er kriterierne for objektivitet? Hvad er forholdet mellem sprog og virkelighed? Dertil kommer en række videnskabsteoretiske spørgsmål, som er særlig relevante for historikere, såsom spørgsmålet om tid og historicitet, forholdet mellem fortid, nutid og fremtid såvel som kollektiv erindring og dennes politiske funktion.