Nyere tid har ingen klare grænser. Det er den internationale betegnelse for tiden fra middelalderen til vores samtid.

Nyere tid har derimod en klar identitet. Den er formgivet af en række radikale fornyelsesprocesser. Europæisering og globalisering fra Columbus til elektronikken. Industrialisering og eksplosiv befolkningsvækst. En ny verdensforståelse fra reformationen til kvantemekanikken. Suveræne stater, international ret, menneskerettigheder. Massekommunikation fra bogtrykkerkunsten til fjernsynet.

Listen kan blive ved. Det stabile ved nyere tid er den stadig accelererende tendens til fornyelse, trods alt det gods, som alle verdens kulturer bærer videre fra den førmoderne tid.

Politisk samtidshistorie som særlig disciplin tog oprindelig udgangspunkt i nationalstaternes indenrigspolitiske og udenrigspolitiske historie. Men disciplinen er på flere måder blevet fornyet i de senere år, og i dag beskæftiger politisk samtidshistorie sig endvidere med bl.a. internationale relationer og transnational historie.

Politisk samtidshistorie i bredere perspektiv

Det er et centralt fællestræk for forskningen i politisk samtidshistorie, at den interesserer sig for den politiske magt og dens udøvelse gennem institutioner og individer. Studiet af politisk samtidshistorie drager nytte af den klassiske kildekritik, men henter også inspiration i bl.a. samfundsvidenskabelige teorier. I de senere år har den politiske samtidshistorie søgt at bygge bro til ikke blot samfundsvidenskaberne og den økonomiske historie, men også til kulturhistorien. Det er udtryk for den erkendelse, at politisk samtidshistorie, lige så lidt som andre historiske discipliner, kan stå alene, men bør studeres med et åbent blik for tilstødende discipliners og fags indsigter og fagtraditioner.

Det 20. og 21. århundrede

Forskere og undervisere i politisk samtidshistorie på Saxo-Instituttet beskæftiger sig med det 20. og det 21. århundredes historie, omfattende de to verdenskrige, mellemkrigsårene, den kolde krigs historie, og den efterfølgende periode fra 1990 til i dag. Den politiske samtidshistorie lægger typisk vægten på den allernyeste historie, ofte i takt med at nye arkivalier bliver åbnet for forskningen.

Fokus følger med tiden

Tiden fra 1870’erne frem til Første Verdenskrigs afslutning var i mange år - indtil 1960erne - et tyngdepunkt i instituttets samtidshistoriske undervisning og forskning. Herefter forskød hovedinteressen sig til besættelsestiden og Anden Verdenskrig, og i de sidste 20-30 år er den kolde krigs historie, EF/EU’s historie, moderne politisk idehistorie og politisk kultur, menneskerettighedernes historie m.v. også blevet centrale forsknings- og undervisningstemaer på Instituttet. Der mærkes i disse år også en øget interesse blandt studerende og undervisere for den politiske samtidshistorie i tiden efter 1990.

Kulturhistorisk forskning, som den foregår i dag, tager primært udgangspunkt i den "ny kulturhistorie", der blev lanceret i 1980erne under indflydelse af antropologiske og litterære strømninger og den såkaldte sproglige vending. Kulturhistoriens fokus er ikke rettet mod elitens finkultur eller særlige folkekulturers historie; man har derimod undersøgt kulturelle konstruktioner af identiteter og betydninger i bredere forstand. Som det, der er meningsfyldt, lader genstande og mennesker, ideer og handlinger sig undersøge i deres historisk omskiftelige betydninger, og det er ofte de kampe om betydning, der har udspillet sig i samfundsmæssig praksis, sociale identiteter og diskurser, der har været genstand for kulturhistorikeres forskning.

Altings historie

I lighed med andre perioder har det 20. århundredes kulturhistorie i høj grad beskæftiget sig med konstruktioner af køn, race og etnicitet influeret af feministiske og postkoloniale studier. I de seneste årtier er det kulturhistoriske forskningsfelt imidlertid vokset eksplosivt og omfatter nu "altings historie", som kulturhistorikere gerne påpeger. Statistiske kategorier, diplomatiets praksis eller hærens organisering er også kulturelt konstitueret, ligesom f.eks. automobilen, lugtesansen og miljøet har en kulturhistorie.  Det er reglen snarere end undtagelsen, at kulturhistorikere arbejder tværfagligt og samarbejder med forskere inden for grene af social og humanvidenskaberne – og også naturvidenskaberne, efterhånden som en række "naturlige" fænomener som f.eks. krop, miljø og sygdom

Forskningsområder

Der forskes bl.a. i kroppens og kønnets historie; sundhed, sygdom og madens historie; byens, teknologiens og mobilitetens historie, digitalisering og kulturarv.

God samtidshistorisk socialhistorie kombinerer samfundsteorier med tilvejebringelse og udnyttelse af forskelligt historisk kildemateriale på stadig nye måder. Forskere og undervisere i samtidshistorisk socialhistorie på Saxo-Instituttet beskæftiger sig især med perioden 1850 til 1950.

Klassisk socialhistorie

Interessen for socialhistorien som disciplin går tilbage til 1900-tallets statistikere, der søgte at dokumentere sociale vilkår og problemer gennem etableringer af tidsserier. De klassiske discipliner var demografi, sygelighed og dødelighed, ernæring, ulykker, boligforhold, arbejdsvilkår, lønninger, forbrugsmuligheder, arbejdsløshed, offentlig understøttelse og pensionsforhold.

Magtudøvelse

Forskningen inden for den nyere socialhistorie har i høj grad fokuseret på magtudøvelse: økonomisk, politisk og diskursivt. En magt, som især er blevet udøvet gennem etablerede institutioner som fængsler, sygehuse, sindssygeanstalter, børnehaver, skoler og universiteter, der ses som sociale ’organismer’, hvor behandlernes (lægers, læreres) bevidste eller ubevidste kategorisering eller disciplinering af de behandlede i høj grad har været i fokus. I denne forskning har især filosoffen Michael Foucault sat sig uudslettelige spor.

Sociale relationer

I de senere år er blikket mere rettet mod sociale relationer, hvor netværk, civilsamfund, sammenhængskraft, sociale bevægelser, marginalisering og problemkulturer er omdrejningspunkter. Forskningen har ofte et komparativt perspektiv omkring sociale relationer i forskellige sociale rum indenfor eller imellem nationalstater.

Socialpolitik og velfærdsstaten

Socialhistorikerne har især bidraget med forskning i velfærdsstatens opkomst, udvikling, karakter og problemer. Dermed er socialhistoriens interessefelt drejet i retning af politiske prioriteringer, virkemidler og foranstaltninger. Forskningen i den nyeste og helt nye socialhistorie er endnu jomfrueligt område, hvilket i nogen grad hænger sammen med stramme tilgængelighedsregler for personfølsomt arkivmateriale.

Man møder undertiden den påstand, at historie er et teorifattigt forskningsfelt. Men det er en myte. Historisk forskning er karakteriseret ved at være en empirisk praksis; den præcise henvisning til et kildemateriale som grundlag for udsagn om fortiden er en væsentlig del af vores videnskabelige arbejdes legitimitet. Derfor har kildekritikken traditionelt spillet en vigtig rolle i definitionen af faget. Men eftersom kilder aldrig af sig selv videregiver fortiden i sig selv, men kun siger noget om fortiden i samspil med en historisk problemstilling, er teori og empiri altid forbundet. Det gælder i alle de sammenfiltrede dele af den historiske forskningsproces: problemstilling, heuristik, analytisk design, samt argumentation og plot i historieskrivningen.

Analytisk og teoretisk refleksion

Krav om analytisk og teoretisk refleksion er således en naturlig og integreret del af historiefaget og optræder på alle niveauer af historieuddannelsen. Hvad er magt, samfund og diskurs, og hvordan hænger de sammen? Hvad er forholdet mellem aktør og struktur, eller mellem materialitet, kropslig praksis og italesættelse? Hvad er grundlaget for forandring og udvikling i historien? Det er eksempler på spørgsmål, historikere dels diskuterer på et mere abstrakt niveau, dels forsøger at besvare i dialog med vidt forskelligartede kilder.

Videnskabsteoretiske problemstillinger

På det videnskabsteoretiske felt deler historiefaget problemstillinger med andre dele af humaniora og samfundsvidenskab; Hvad konstituerer videnskabelighed? Hvad er kriterierne for objektivitet? Hvad er forholdet mellem sprog og virkelighed? Dertil kommer en række videnskabsteoretiske spørgsmål, som er særlig relevante for historikere, såsom spørgsmålet om tid og historicitet, forholdet mellem fortid, nutid og fremtid såvel som kollektiv erindring og dens politiske funktion.

På Saxo-Instituttet er alle historikere engagerede i teoretiske spørgsmål, der knytter an til deres forskningsområde, mens nogle har specialiseret sig i videnskabsteori, herunder også videnskabshistorie, historiografi og idéhistorie.