Historie
Historien begyndte med de første mennesker. Historien er ikke slut. Vi er alle sammen med i historien, og alt hvad vi gør, hører med til den. Faget historie handler om det hele. Det mindste og det største. Den konkrete detalje og den abstrakte teori. Det er ambitionen, selv om vi i praksis kun kommer til at kende en lille del af den historiske proces.
Tidsskrifter tilknyttet Historie
Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan
Antikken
Det antikhistoriske miljø i København har udviklet en markant uortodoks og fornyende, international profil inden for antikforskningen. Det beskæftiger sig især med tre satningsemner: imperier, ikke-statslige organisationer og tekstilforskning.
Den græske, hellenistiske og romerske verden
Antikkens historie har som sit kerneområde studiet af den græske, hellenistiske og romerske verden, fra fra bronzealderen til ca. 400 e. Kr.
Antikken er grundlag for vores egen samtid
Foruden en almen, bred dækning af kulturelle, politiske og ikke mindst sociale og økonomiske forhold i samtiden lægges der vægt dels på antikkens reception i eftertiden, dels på studiet af specifikke problemstillinger i et globalhistorisk perspektiv: eksempler på sådanne problemstillinger er statsdannelse, migration, krigsførelse og fjernhandel. Derved sættes det historisk specifikke over for det historisk generelle. Endnu vigtigere: Studiet af antikken kommer til at danne et uundværligt grundlag til forståelse af vores egne samtid.
Tradtionelle metoder i frugtbart samspil med moderne teorier
Forskningen i antikkens historie præges af metodisk pluralisme, idet konkrete redskabsfag såsom arkæologi, epigrafik (studiet af indskrifter), parypologi (studiet af papyri) m.m. altid søges bragt i et frugtbart samspil med moderne teorier hidrørende fra sociologi, antropologi, økonomi, kulturhistorie mhp. tekstilforskning, m.m.
En særlig anvendt metode er imidlertid komparation, hvilket, udover sin iboende egenskab til at synliggøre mindre synlige forhold, giver mulighed for at iagttage, hvorledes den græsk-romerske verden interagerede med andre kulturområder i samtiden samt, hvorvidt den delte sammenlignelige institutioner med kulturkredse i Europa, Mesoamerika, Asien og Afrika.
Vikingetid og middelalder
Forskerne i vikingetidens og middelalderens historie beskæftiger sig med Danmarks og Europas historie mellem år 500 og år 1500 inden for områder som kultur, lærdom, uddannelse, økonomi, politik, institutioner, klima, m.m.
I den periode blev grundlaget for vor tids kultur, politik og økonomiske udvikling dannet og adskillige vigtige institutioner, der har haft afgørende betydning for de moderne samfund, har netop deres oprindelse i middelalderen. Det gælder for eksempel de europæiske kongeriger, parlamenter, bankvæsen og universiteter. Forskningen i Middelalderhistorie har derfor ikke bare som mål at forstå og præsentere udviklinger, samfundsstrukturer og sammenhænge i middelalderen, men også at undersøge og påvise middelalderens indflydelse på verden i dag. Følgelig er det omvendt tillige et mål at undersøge og afdække, hvordan eftertidens livsanskuelser har påvirket og også i dag påvirker opfattelsen af middelalderen.
Forskningen i afdelingen for Middelalderhistorie dækker følgende faste kerneområder:
- Lærdoms-, uddannelses- og kulturhistorie
- Økonomisk og politisk historie i dansk og europæisk kontekst
- Institutionel historie
- Middelalderens historieskrivning, historiebrug og erindringskultur
- Environmental history: klima og befolkningsudvikling
- Vikingetidshistorie i Skandinavien og Europa
- Den moderne historieskrivning om middelalderen
Nyere tid
Forskningen i nyere tid dækker et bredt spektrum af emner i perioden fra ca. 1500 til i dag, f.eks. radikale fornyelsesprocesser, industrialisering, befolkningsvækst, europæisering, globalisering og verdensforståelse.
Nyere tid har ingen klare grænser. Det er den internationale betegnelse for tiden fra middelalderen til vores samtid.
Nyere tid har derimod en klar identitet. Den er formgivet af en række radikale fornyelsesprocesser. Europæisering og globalisering fra Columbus til elektronikken. Industrialisering og eksplosiv befolkningsvækst. En ny verdensforståelse fra reformationen til kvantemekanikken. Suveræne stater, international ret, menneskerettigheder. Massekommunikation fra bogtrykkerkunsten til fjernsynet.
Listen kan blive ved. Det stabile ved nyere tid er den stadig accelererende tendens til fornyelse, trods alt det gods, som alle verdens kulturer bærer videre fra den førmoderne tid.
Samtidshistorie
Forskningen i samtidshistorie dækker det 20. og 21. århundrede og tager afsæt i forskellige og vidt forgrenede forskningstraditioner, især omfattende politisk og økonomisk historie, kultur- og socialhistorie.
Samtidshistorikerne er forenet i en fælles interesse for historiografiske, teoretisk-metodiske og empiriske tilgange til forståelsen af de sidste ca. 100 års historie, og samtidshistorikerne arbejder i hverdagen sammen med Instituttets øvrige historikere og ansatte på andre fag, navnlig etnologi.
"Al historie er samtidshistorie", skrev den italienske historiker og filosof Benedetto Croce. Hermed mente han, at vores forståelse af fortiden altid er påvirket af samtiden og af de spørgsmål, der trænger sig på for samtidens mennesker. Croce mente også, at studiet af fortiden gør os klogere på nutiden og, hvis vi er heldige, tillige på fremtiden. I denne forstand kan al historie, ny eller gammel, altså forstås som samtidshistorie.
Mands minde
Samtidshistorie som særlig disciplin adskiller sig dog på nogle punkter fra studiet af den fjernere fortid. Saxo-Instituttets samtidshistorikere underviser og forsker således primært i perioden fra omkring Første Verdenskrig og frem til vore dage – det, man også kunne kalde "mands-minde"-historien, dvs. den del af fortiden, som nulevende mennesker i større eller mindre omfang har en personlig erindring om. Samtidshistorie er også kendetegnet ved, at de enorme kildemængder, den har efterladt, endnu kun til dels er systematiseret og tilgængelig for udforskning.
Geografisk afgrænsning
Geografisk beskæftiger Instituttets samtidshistorikere sig først og fremmest med den vestlige kulturkreds, dvs. dansk/nordisk samt europæisk og nordamerikansk/transatlantisk historie, men instituttets samtidshistoriske ekspertise omfatter også Mellemøsten, Asien og Latinamerika.
Politisk samtidshistorie som særlig disciplin tog oprindelig udgangspunkt i nationalstaternes indenrigspolitiske og udenrigspolitiske historie. Men disciplinen er på flere måder blevet fornyet i de senere år, og i dag beskæftiger politisk samtidshistorie sig endvidere med bl.a. internationale relationer og transnational historie.
Politisk samtidshistorie i bredere perspektiv
Det er et centralt fællestræk for forskningen i politisk samtidshistorie, at den interesserer sig for den politiske magt og dens udøvelse gennem institutioner og individer. Studiet af politisk samtidshistorie drager nytte af den klassiske kildekritik, men henter også inspiration i bl.a. samfundsvidenskabelige teorier. I de senere år har den politiske samtidshistorie søgt at bygge bro til ikke blot samfundsvidenskaberne og den økonomiske historie, men også til kulturhistorien. Det er udtryk for den erkendelse, at politisk samtidshistorie, lige så lidt som andre historiske discipliner, kan stå alene, men bør studeres med et åbent blik for tilstødende discipliners og fags indsigter og fagtraditioner.
Det 20. og 21. århundrede
Forskere og undervisere i politisk samtidshistorie på Saxo-Instituttet beskæftiger sig med det 20. og det 21. århundredes historie, omfattende de to verdenskrige, mellemkrigsårene, den kolde krigs historie, og den efterfølgende periode fra 1990 til i dag. Den politiske samtidshistorie lægger typisk vægten på den allernyeste historie, ofte i takt med at nye arkivalier bliver åbnet for forskningen.
Fokus følger med tiden
Tiden fra 1870’erne frem til Første Verdenskrigs afslutning var i mange år - indtil 1960erne - et tyngdepunkt i instituttets samtidshistoriske undervisning og forskning. Herefter forskød hovedinteressen sig til besættelsestiden og Anden Verdenskrig, og i de sidste 20-30 år er den kolde krigs historie, EF/EU’s historie, moderne politisk idehistorie og politisk kultur, menneskerettighedernes historie m.v. også blevet centrale forsknings- og undervisningstemaer på Instituttet. Der mærkes i disse år også en øget interesse blandt studerende og undervisere for den politiske samtidshistorie i tiden efter 1990.
Økonomisk histories overordnede temaer er produktion, allokering, fordeling og forbrug. Blandt disciplinens væsentlige metoder er økonomisk teori, kvantificering/statistik og casestudier over økonomiske fænomener. Økonomisk historie bygger, ligesom økonomi, på en særlig adfærdsmodel: Hvert individ handler rationelt – men i vid udstrækning gruppe- og samfundskonformt – med henblik på at øge egen velfærd gennem adækvat brug af de begrænsede ressourcer, som står til rådighed. Dog er den økonomiske histories primære fokus ikke det enkelte individ, men derimod de samfundsmæssige, kollektive resultater af aktørernes handlinger samt de historisk skiftende institutionelle arrangementer, hvorigennem disse handlinger kanaliseres.
Det 20. og 21. århundrede
Blandt typiske emner for det 20.-21. århundredes økonomiske historie kan nævnes: Økonomisk vækst og økonomiske kriser, teknologisk udvikling, samfundets erhvervsstruktur, firmaer og deres historie, internationale økonomiske relationer (udenrigshandel, valutasystemer m.m.), arbejdsmarkedet, det offentliges rolle i samfundsøkonomien, økonomisk politik, forbrugsmønstre, kolonier og udviklingslande, den økonomiske tænkning.
Forskningsområder
Økonomiske historikere ved Saxo-Instituttet har gennem de seneste årtier forsket i emner som: Den danske industrialiseringsproces, landbrugserhvervets udvikling i Danmark, den industrielle teknologis historie, forholdet mellem erhvervslivet, staten og samfundet, forbrugsmønsteret inden for industrivarer, historiske nationalregnskaber, den danske udviklingsbistand. Dertil kommer en række emner, som overvejende har været forankret i tiden før det 20. århundrede, f.eks. fødevareforbrug i 1800-tallet. Til serien Danmarks økonomiske historie efter 1500 har medarbejdere ved Saxo-Instituttet skrevet de tre bind, der dækker tiden indtil 1960.
Den nuværende forskning i økonomisk historie ved Saxo-Instituttet omfatter bl.a. erhvervslivets vilkår i Slesvig-Holsten i midten af det 19. århundrede og de skandinaviske landes politiske foranstaltninger i forhold til inflationen i 1970’erne og -80’erne.
Kulturhistorisk forskning, som den foregår i dag, tager primært udgangspunkt i den "ny kulturhistorie", der blev lanceret i 1980erne under indflydelse af antropologiske og litterære strømninger og den såkaldte sproglige vending. Kulturhistoriens fokus er ikke rettet mod elitens finkultur eller særlige folkekulturers historie; man har derimod undersøgt kulturelle konstruktioner af identiteter og betydninger i bredere forstand. Som det, der er meningsfyldt, lader genstande og mennesker, ideer og handlinger sig undersøge i deres historisk omskiftelige betydninger, og det er ofte de kampe om betydning, der har udspillet sig i samfundsmæssig praksis, sociale identiteter og diskurser, der har været genstand for kulturhistorikeres forskning.
Altings historie
I lighed med andre perioder har det 20. århundredes kulturhistorie i høj grad beskæftiget sig med konstruktioner af køn, race og etnicitet influeret af feministiske og postkoloniale studier. I de seneste årtier er det kulturhistoriske forskningsfelt imidlertid vokset eksplosivt og omfatter nu "altings historie", som kulturhistorikere gerne påpeger. Statistiske kategorier, diplomatiets praksis eller hærens organisering er også kulturelt konstitueret, ligesom f.eks. automobilen, lugtesansen og miljøet har en kulturhistorie. Det er reglen snarere end undtagelsen, at kulturhistorikere arbejder tværfagligt og samarbejder med forskere inden for grene af social og humanvidenskaberne – og også naturvidenskaberne, efterhånden som en række "naturlige" fænomener som f.eks. krop, miljø og sygdom
Forskningsområder
Der forskes bl.a. i kroppens og kønnets historie; sundhed, sygdom og madens historie; byens, teknologiens og mobilitetens historie, digitalisering og kulturarv.
God samtidshistorisk socialhistorie kombinerer samfundsteorier med tilvejebringelse og udnyttelse af forskelligt historisk kildemateriale på stadig nye måder. Forskere og undervisere i samtidshistorisk socialhistorie på Saxo-Instituttet beskæftiger sig især med perioden 1850 til 1950.
Klassisk socialhistorie
Interessen for socialhistorien som disciplin går tilbage til 1900-tallets statistikere, der søgte at dokumentere sociale vilkår og problemer gennem etableringer af tidsserier. De klassiske discipliner var demografi, sygelighed og dødelighed, ernæring, ulykker, boligforhold, arbejdsvilkår, lønninger, forbrugsmuligheder, arbejdsløshed, offentlig understøttelse og pensionsforhold.
Magtudøvelse
Forskningen inden for den nyere socialhistorie har i høj grad fokuseret på magtudøvelse: økonomisk, politisk og diskursivt. En magt, som især er blevet udøvet gennem etablerede institutioner som fængsler, sygehuse, sindssygeanstalter, børnehaver, skoler og universiteter, der ses som sociale ’organismer’, hvor behandlernes (lægers, læreres) bevidste eller ubevidste kategorisering eller disciplinering af de behandlede i høj grad har været i fokus. I denne forskning har især filosoffen Michael Foucault sat sig uudslettelige spor.
Sociale relationer
I de senere år er blikket mere rettet mod sociale relationer, hvor netværk, civilsamfund, sammenhængskraft, sociale bevægelser, marginalisering og problemkulturer er omdrejningspunkter. Forskningen har ofte et komparativt perspektiv omkring sociale relationer i forskellige sociale rum indenfor eller imellem nationalstater.
Socialpolitik og velfærdsstaten
Socialhistorikerne har især bidraget med forskning i velfærdsstatens opkomst, udvikling, karakter og problemer. Dermed er socialhistoriens interessefelt drejet i retning af politiske prioriteringer, virkemidler og foranstaltninger. Forskningen i den nyeste og helt nye socialhistorie er endnu jomfrueligt område, hvilket i nogen grad hænger sammen med stramme tilgængelighedsregler for personfølsomt arkivmateriale.
Teori og historie
Alle historikere på Saxo-Instituttet er engagerede i teoretiske spørgsmål, der knytter an til deres forskningsområde, mens nogle har specialiseret sig i videnskabsteori, herunder også videnskabshistorie, historiografi og idéhistorie.
Man møder undertiden den påstand, at historie er et teorifattigt forskningsfelt. Men det er en myte. Historisk forskning er karakteriseret ved at være en empirisk praksis; den præcise henvisning til et kildemateriale som grundlag for udsagn om fortiden er en væsentlig del af vores videnskabelige arbejdes legitimitet. Derfor har kildekritikken traditionelt spillet en vigtig rolle i definitionen af faget. Men eftersom kilder aldrig af sig selv videregiver fortiden i sig selv, men kun siger noget om fortiden i samspil med en historisk problemstilling, er teori og empiri altid forbundet. Det gælder i alle de sammenfiltrede dele af den historiske forskningsproces: problemstilling, heuristik, analytisk design, samt argumentation og plot i historieskrivningen.
Analytisk og teoretisk refleksion
Krav om analytisk og teoretisk refleksion er således en naturlig og integreret del af historiefaget og optræder på alle niveauer af historieuddannelsen. Hvad er magt, samfund og diskurs, og hvordan hænger de sammen? Hvad er forholdet mellem aktør og struktur, eller mellem materialitet, kropslig praksis og italesættelse? Hvad er grundlaget for forandring og udvikling i historien? Det er eksempler på spørgsmål, historikere dels diskuterer på et mere abstrakt niveau, dels forsøger at besvare i dialog med vidt forskelligartede kilder.
Videnskabsteoretiske problemstillinger
På det videnskabsteoretiske felt deler historiefaget problemstillinger med andre dele af humaniora og samfundsvidenskab; Hvad konstituerer videnskabelighed? Hvad er kriterierne for objektivitet? Hvad er forholdet mellem sprog og virkelighed? Dertil kommer en række videnskabsteoretiske spørgsmål, som er særlig relevante for historikere, såsom spørgsmålet om tid og historicitet, forholdet mellem fortid, nutid og fremtid såvel som kollektiv erindring og dens politiske funktion.
På Saxo-Instituttet er alle historikere engagerede i teoretiske spørgsmål, der knytter an til deres forskningsområde, mens nogle har specialiseret sig i videnskabsteori, herunder også videnskabshistorie, historiografi og idéhistorie.
Kollektive projekter og netværk
|