Forhistorisk arkæologi

Arkæologiske undersøgelser foretages med en bred vifte af højtudviklede, ofte naturvidenskabeligt og teknisk prægede videnskabelige metoder til tilvejebringelse, datering, behandling og fortolkning af data. Fortolkninger søges i de rene forhistoriske perioder tilvejebragt gennem analogier og med støtte bl.a. i dele af samfundsvidenskaberne. De skriftlige kilder, humanisters data par excellence, spiller, hvor de er til stede, en rolle dels som akkompagnement, dels (og primært for senere perioder) som konkret oplysende og belysende.

Arkæologien opdeles gerne i en serie fagtraditioner. Man kan tale om dansk (eller gerne nordisk) arkæologi, europæisk arkæologi, afrikansk arkæologi, arktisk arkæologi, osv. Andre termer dækker specielle perioder og områder som f.eks. klassisk arkæologi eller det tidsmæssigt  bredere begreb nærorientalsk arkæologi. Hertil kommer en meget lang række emnespecifikke termer som marinarkæologi, eksperimentalarkæologi, etnoarkæologi, zooarkæologi, astroarkæologi, m.m.

Et arkæologisk kildemateriale består ofte af genstande frembragt ved håndværksprocesser. Det er processer, der kræver specifik viden om materialer og om hvordan materialerne forarbejdes gennem forskellige arbejdsgange. Processerne kræver også en fysisk og motorisk kunnen. De arkæologiske genstande vidner, med deres ensartethed i udformning og kvalitet, om at arbejdsprocesser har været videreformidlet og udviklet gennem generationer og årtusinder. Kernen i studier af materiel kultur omhandler således formidlingen af teknologier mellem generationer.

Satsningsområdet Teknologi og læringsprocesser i fortiden har til formål at undersøge den specifikke viden og kunnen, som de arkæologiske genstande er fremstillet med. Arkæologisk kendskab til forhistoriske teknologier er grundlaget for definitionen af de arkæologiske kulturer og åbner mange problemstillinger: Det kan, gennem analyser af arbejdsprocesser på en værkstedsplads, være muligt at identificere forskellige individer, eksempelvis børn, lærlinge og mestre (afsløret ved forskellige vidensniveauer og motoriske færdigheder) og rumlige karakteristika (centralt eller perifert i forhold til arbejdsprocessens midtpunkt). Eller et samfunds økonomi og organisation kan undersøges ved at formulere et sandsynligt tids- og materialeforbrug for en bestemt arbejdsproces – for eksempel bygning af vikingetidens skibe og sejl. Eller man kan analysere kulturel identitet og mobilitet i fortiden ved at fokusere på ændringer og innovationer i det arkæologiske genstandsmateriale i tid og rum. For hvordan forholder vidensformidlingen af håndværksprocesserne sig til mobiliteten ved neolitiseringen af Nordeuropa? Og var der allerede i jernalderen smede, der drog på valsen og kom tilbage til Danmark med en viden om nye materialer og nye processer?

Teoretisk og metodisk er forskningen inden for teknologi og læringsprocesser defineret i et samspil mellem arkæologien, antropologien og sociologien. Studier af praksisfælleskaber (Wenger 1998) danner skole for undersøgelser af sociale organiseringer i læringssituationer. Chaîne opératorie metodologien (Leroi-Gourhan 1993) omhandler en analytisk rekonstruktion af selve arbejdsprocessen i trin og giver mulighed for at definere kulturspecifikke arbejdskoncepter, såkaldte operative skemaer, ud fra det arkæologiske materiale (Pelegrin 1990). Mens eksperimentalarkæologien (Rasmussen 2001) giver mulighed for at analysere de forhistoriske arbejdsprocesser ud fra praktiske forsøg, og dermed øge vores materialekendskab og skærpe vores blik i undersøgelsen af forhistoriske redskabers fremstilling og brug.

Vådområder udgør et stort forskningspotentiale, og arkæologiske undersøgelser i moserne repræsenterer en lang og internationalt anerkendt, dansk forskningstradition. Det skyldes blandt andet gode fundmuligheder og bevaringsforhold i de kølige, våde miljøer. Maglemosekulturen, Moseligene, Våbenofferfundene og Vikingeskibene fra Roskilde fjord har kanonisk betydning, ligesom der findes en stærk metodeudvikling indenfor vådbundsarkæologien: mosegeologi, udgravningsteknik, opmåling og konservering.

Søer, moser og fugtige engdrag har gennem hele forhistorien udgjort barrierer for færdsel og kommunikation. Men de har også været ressource- og aktivitetsområder, og det er dette aspekt, som danner fokus for et kommende satsningsområde på Saxo-instituttets arkæologiske fag. 

I mesolitikum fungerede det våde land som bosættelsesområde, spisekammer og transportvej, og i neolitikum, bronzealder og jernalder var det også rum for talrige offerhandlinger. Men samtidig var det et vigtigt ressourceområde, hvor man hentede myremalm og tørv, skar el og pil, eller udnyttede vandet til madlavning, vanding af husdyrene, tøjvask eller til rødning af hør. Moserne har også været benyttet til egentlig bosættelse, enten direkte på vådaflejringerne eller på holme i det våde land. Maglemosehytterne ved Ulkestrup Lyng, Muldbjergbopladsen i Åmosen og de befæstede bopladser Borremose og Lyngsmose er gode eksempler. Men hvordan skal vi forstå sådanne pladser? Er det langvarige eller kortvarige ophold? Og hvorfor valgte man at opholde sig - eller ligefrem bosætte sig - i en mose? Måske har disse steder haft en særlig funktion og betydning. Og måske kan samme betydning knyttes til de vadesteder og vejanlæg, der optræder i nærheden.

Inden for satsningsområdet fokuseres først på problemstillinger inden for neolitikum, mens den øvrige del af forhistorien inddrages som tolkningsmæssig referenceramme. Med satsningen ønsker vi at etablere en forskning, undervisning og metodeudvikling på tværs af fagdiscipliner og et væsentligt aspekt bliver at undersøge allerede udgravede fundmaterialer med nye analysemetoder. Der planlægges desuden internationale feltkurser, hvor specialister underviser de studerende.

Vi fokuserer på to cases, Tibirke i Nordsjælland og Bøgeholm på Bornholm. På pladserne er der unikke bevaringsforhold for organisk materiale, og de kan være med til at afklare pladsernes funktion og give vigtig, ny viden om ellers ukendte aspekter af Nordeuropas tidlige bondesamfund. Tibirke er et mellemneolitisk anlægskompleks bestående af en pælebygget vej, som fører over mosen til en lav holm, hvor der er udgravet et omfattende bopladsmateriale. Samme sted er der i førromersk jernalder anlagt et stensat vadested og en trædestensrække. Meget tyder på, at der også er en bosættelse samtidigt med disse fænomener. Bøgeholm er en ligeledes en mellemneolitisk boplads på en holm. Den er placeret i den nu delvist tørlagte Vallensgård Mose på det centrale Bornholm. Med en placering ved foden af Ekkodalen udgør landskabet en dramatisk ramme om lokaliteten, hvilket sandsynligvis har haft betydning for dens placering.