Dyder er prisværdige karaktertræk såsom mod, visdom og omsorgsfuldhed. I tidligere samfund, for eksempel det oldgræske, var dyder og laster blandt de vigtigste begreber i det moralske ordforråd. Senere har begreber som ret, pligt og nytte overtaget mange af de moralske diskussioner som før havde drejet sig om karaktertræk. Siden 1950’erne har moralfilosoffer dog genfundet dydsbegrebet, især sådan som det blev formuleret af to beboere af det fjerde århundredes Athen: Platon og Aristoteles.
Denne afhandling handler om alle de andre mennesker, som befolkede det fjerde århundredes (f.v.t.) demokratiske Athen: kvinder, fremmede, slavegjorte og mandlige borgere som ikke har efterladt os moralske teorier, men som ikke var mindre optagede af at kunne se sig selv som gode mennesker. Afhandlingen undersøger, hvordan ønsket om at blive anerkendt for sin dyder formede det fjerde århundredes Athen, og, omvendt, hvordan det athenske samfund gav den enkelte athener forskellige muligheder for at opnå moralsk anerkendelse.
Afhandling tilnærmer sig den ’almindelige’ athener ved at undersøge de historiske anledninger, de har haft til at blive anerkendt for at være gode mennesker. (1) Døden var en anledning til moralsk anerkendelse som alle, der havde efterladte til at tage sig af sine gravriter, havde adgang til. For den døde kunne forventes at blive lovprist ved sin begravelse med taler, sange eller et indskrevet digt på sin gravsten. (2) De fleste athenske familier, eller ’huse (oikoi), havde en kult med egne guder og ritualer, som deres medlemmer forventedes at drage omsorg for. Huskulten var en anledning til vise sig parat til at tilsidesætte sig selv for familiens bedste, ikke bare af kærlighed til hinanden, men også af fromhed og en erkendelse af det, der er større end én selv. (3) Endelig var deltagelse i det demokratiske Råd en anledning til at opnå offentlig anerkendelser af ens ”dyd og retfærdighedssans” (aretē kai dikaiosynē), hvis man gjorde sit arbejde ordentligt.
Afhandlingen konkluderer, at athenske dydsetiske praksisser havde en etisk form, som ikke altid stemmer overens med de moderne, aristoteliske kategorier, vi tænker dydsetik igennem. For det fjerde århundredes athenere var dydighed og hensyntagen til egeninteresse ikke uforenelige, så længe man anerkendte at ens egeninteresse var bedst tjent gennem fællesskabets, eller kultens, interesse. Man forstod at gøre en dyd af nødvendigheden. Afhandlingen skubber derved til rammerne for, hvordan vi betragter dydsetik i det fjerede århundredes Athen. Dydighed var et aspekt under hvilket alle indbyggere i det fjerde århundredes Athen kunne betragte deres gøren og laden. Deltagelse i bystatens politiske liv, som ifølge Aristoteles var en forudsætning for at opøve ’rigtig’ dydighed, var blot én af mange anledninger til at opnå moralsk anerkendelse.