De sidste 20 års forbedringer inden for kræftbehandling har medført, at flere overlever diagnosen. I dag er der op mod 260.000 kræftoverlevere i Danmark. Som konsekvens af den hårde behandling oplever mange tidligere patienter eftervirkninger og senfølger er opstået som betegnelse for de eftervirkninger, der er permanente eller opstår længe efter endt behandling.

Dette speciale er en kulturanalytisk, eksplorativ undersøgelse af, hvordan senfølger tages i brug som ny kategori i sundhedssektoren. Specialets formål er både at belyse kategoriens indvirkning på tidligere patienters selvforståelse og håndtering af senfølger samt kategoriens sideløbende tilblivelse i forhandling mellem sundhedsprofessionelle, patientorganisationer og politiske aktører.

Til dette er der udviklet et empirisk undersøgelsesdesign med hovedvægt på indsamling af etnografiske kilder. Der er lavet 12 semi-strukturerede interviews med tidligere patienter, sundhedsprofessionelle og repræsentanter fra patientforeninger, 6 observationer af forskellige møder mellem patienter, patientforeninger, politikere og sundhedsprofessionelle, samt indsamlet flere skriftlige kilder fra sundhedsmyndigheder.

Materialet er analyseret med en klassifikationsteoretisk ramme, da senfølger undersøges som kategori. Der er tre teoretiske grundantagelser: 1) Kategorier er både symbolske og materielle i kraft af deres konsekvenser for menneskelig handling. 2) Kategorier kommer ikke i færdig form og så implementeres, men forandres kontinuerligt i samspillet mellem grupper og aktører, der anvender dem. 3) Aktører og grupper er både påvirket af og påvirker kategorier.

Undersøgelsen har vist, at senfølger ikke fungerer som formel kategori der igangsætter praktiske handlinger – senfølger er ikke en bredt accepteret diagnose der fx fritager tidligere patienter for aktiveringskrav i beskæftigelsessystemet eller igangsætter kliniske udredningsforløb med efterfølgende behandlingstilbud. Nogle symptomer kan afhjælpes i hospitalsregi, fx tarmdysfunktion, men ofte benytter tidligere patienter sig i stedet for af andre kategorier, såsom tilbagetrækningsordninger grundet efterlønsalder. Senfølger fungerer i stedet som grænseinfrastruktur – et informationssystem, der knytter grupper og individer sammen netop fordi dets betydning er tvetydig. Patienterne forstås derved som grænseobjekter der knytter kategorien sammen.