Afhandlingen præsenterer en typologi for treskibede langhuse fra førromersk til germansk jernalder baseret på ændringer i husenes målbare parametre gennem tid. Typologien gør det muligt at tolkebebyggelsens udvikling, bosættelsesmønstre og udnyttelsen af ressourceområder langt mere præcist end tidligere. Typologien er baseret på et stort og upubliceret materiale bestående af planer af mere end 800 treskibede langhuse fra 40 års arkæologiske undersøgelser i Københavnsområdet. Resultatet af den typologiske inddeling viser, at det især er forholdet omkring indgangsrummet kombineret med husenes længde der er vigtige for inddeling og udvikling af husene. Især i førromersk jernalder viser den standardiserede arkitektur, at døren altid skal ligge i midten af husets langside med lige meget areal til stald i østenden af huset og bolig i vestenden af huset. De største forandringer i hustyperne kan ses ved overgangen til yngre romersk jernalder, hvor der opstår tre samtidige hustyper. Perioden er præget af store variationer i byggeskikken og husene begynder at signalere de statusmæssige forskelle i samfundet, som tydeligt kan aflæses i jordfæstegravene fra samme tid. Hustypologien bliver afslutningsvis anvendt på udvalgte arkæologiske lokaliteter for at vise, hvordan den kan give en større sammenhæng i bebyggelsen, og hvordan bebyggelsens struktur og dynamikhænger sammen med bebyggelsens placering i landskabet.