Centrum for Fri Fabulering over Tilfældige Iagttagelser

Centrum for Fri Fabulering over Tilfældige Iagttagelser har til formål at skabe et forum for at stimulere frie fabuleringer og udvikle tilfældige iagttagelser som en akademisk metode, der på samme tid er konkret og inkonsekvent, indrammet og tøjleløs, ambitiøs og tålmodig. Målet er at skabe et rum for spekulationen som et basalt element af den akademiske erkendelsesproces, hvor der gives licens til at fundere over det mulige frem for det sandsynlige. Der er tale om spekulation på et helt basalt plan; ikke som stadigt mere altomfavnende og udtømmende forklaringer, hvor alle faktorer går op i en højere enhed. Spekulation må foregå i det basale, i materien, i det simple; ved stoppe op, træde et skridt tilbage, og forundres over minimale og tilsyneladende – måske reelle – ubetydeligheder.

Centrum for Fri Fabulering over Tilfældige Iagttagelser er således et centrum for grundforskning, forstået på den måde som dele af den angloamerikanske akademiske verden forstår grundforskning, nemlig som ’blue skies research’: forskning, hvor man sætter ud på en sti, man ikke ved hvor ender, og hvor man ikke ved, hvad ’det skal bruges til’. – Der er altså tale om fri forskning, ucensureret af normativ, jordslået angst for at spilde tiden, uden frygt for at fejle. – Forskning ud i det blå – forskning, der vover for at vide!

Baggrunden for Centrum for Fri Fabulering over Tilfældige Iagttagelser stammer tilbage til omkring 2004 fra et afslag, Tim Flohr Sørensen fik på en ph.d.-ansøgning – et blandt temmelig mange afslag. Begrundelsen for afslaget var, at projektforslaget udelukkende lagde op til ’frie fabuleringer over tilfældige iagttagelser’. Og det var ikke positivt ment. Formuleringen ondt; som studerende lærer man jo, at forskning bør være stringent, systematisk og målrettet. Af en eller anden grund sentensen hængende – på godt og ondt. Alene poesien er fantastisk, og spørgsmålet er vel også, om det ikke netop er i de fri fabuleringer og i de tilfældige iagttagelser, en del af kimen til forskningsfordybelse bliver sået. Kan vi tænke anderledes, hvis vi ikke under tiden fabulerer og netop fabulerer frit? Kan vi opdage noget andet, end det vi allerede kender og tror, vi ved, hvis vi ikke fra tid til anden støder ind i uforudsete, tilfældige iagttagelser? Hvad er alternativet? Hæmmede Analyser af Forudsigelige Observationer?

CFFTI administreres på daglig basis af Tim Flohr Sørensen

CFFTIs organisationsstruktur er rhizometrisk og udspiller sig som uorganiserede, uforudsete forbindelser mellem deltagernes interesser og intuitive fornemmelser for forskningsinspiration. 

De uvæsentlige er en udstillingsrække, der forløber over et år, bestående af elleve udstillinger – én for hver måned på nær juli 2019. De skiftende udstillinger fokuserer på genstande, som har vristet sig fri af kulturhistoriske relationer, eller som ikke lader sig afkode gennem retrospektive kausaliteter. Præcis hvor objekterne kommer fra, eller hvordan de endte, hvor de blev fundet, er ofte uvist. Deres skæbne er også tvivlsom. Nogle af de udstillede genstande vil ikke kunne tåle at ligge i en glasmontre uden konservering og luftregulering i en måned; andre vil blive iscenesat på en hårdhændet måde, som vil resultere i en hel eller delvis opløsning. Se dem, før det er for sent!

Baggrunden for udstillingsrækken tema er en grundlæggende forundring over, hvordan uvæsentlighed bliver til. Vi sondrer ofte mellem vigtige og uvigtige ting, begivenheder, personer og forhold, men typisk ligger al fokus på det, som er vigtigt, er afgørende, prægnant. Men hvad med det, der sygner hen, det der er selvudslettende ligegyldigt? Måske kunne vi blive klogere på et eller andet, hvis vi beskæftigede os lidt mere med uvæsentlighedernes verden.

Udstillingerne kredser om hverdagsobservationer af tingene i vores omgivelser, trivialiteter og banaliteter, som dukker op i forbifarten; observationer, der gestalter sig gennem tilfældige møder mellem mennesker og ting; observationer og ting som ikke på forhånd er defineret som væsentlige, relevante eller værdifulde, og som måske aldrig bliver hverken væsentlige, relevante eller værdifulde. Udstillingsrækkens format er til at overse. I et forsøg på at undersøge, hvorvidt uvæsentlige genstande kan forblive netop uvæsentlige, vil udstillingerne både være konceptuelt og omfangsmæssigt undseelige. Alle objekter vil blive udstillet i en glasklokke, som måler 15 x 24 cm.

Med udstillingsrækken De uvæsentlige søger Centrum for Fri Fabulering over Tilfældige Iagttagelser således at dvæle ved tilfældige, undseelige objekter, opdaget i forbifarten. Vi ønsker ikke at blive færdige med dem, ’komme videre’ eller at ’skabe resultater’. Vi udvælger få, ydmyge genstande, som udstilles i et beskedent, repetitivt og langsomt format; for dermed at hænge fast i den samme observation dag ud og dag ind. Vi lader tingene være for at se, hvad der sker.

De udstillede genstande vil derfor blive udvalgt på baggrund af disse kriterier:

• Objektet må i sig selv ikke have nogen kulturhistorisk, kunstnerisk, økonomisk eller narrativ værdi, endsige informations- eller affektionsværdi
• Objektet skal være tilvejebragt som resultatet af en tilfældighed
• Objektet må ikke høre fortiden til; det skal eksistere her og nu
• Objektet må ikke eksplicit have modsat sig at blive udstillet
• Objektet må på udstillingstidspunktet ikke være større end sin montre

Uvæsentlighedens oprindelse

Nogle af de udstillede genstande vil være kedsommeligt velkendte og banale, andre vil være kedsommeligt uforståelige og tågede. Undtagelsesvis vil der optræde objekter, som man ikke kan få nok af. I kombination med udstillingens meget begrænsede omfang vil der ikke være meget at se, og man skal nok ikke forvente det store udbytte ved at besøge udstillingerne.

Gennem udstillingen af de udvalgte genstande ønsker Centrum for Fri Fabulering over Tilfældige Iagttagelser at undersøge, hvordan uvæsentlighed bliver til. Ofte udlægges uvæsentlighed som konsekvensen af, at noget har mistet sin betydning, at det bliver overset eller tilsidesat, at det bliver glemt eller at det står i skyggen af mere prægnante ting. Andre gange bliver uvæsentligheden tilskrevet tingenes manglende evne til at træde i karakter og forløse deres potentiale, så de forbliver anonyme og impotente. Uvæsentligheden tilskrives i disse optikker altså enten, at objektet har mistet sin betydningsfuldhed, at det ikke har forløst sit potentiale eller er hensygnende i forhold til noget andet. I disse perspektiver er uvæsentlighed, meningsløshed, betydningsunderskud alle skabt af omstændigheder og relationer: intet er kategorisk uvæsentligt.

Udstillingsrækken udfordrer denne tanke ved at spørge, om det er muligt at være kategorisk uvæsentlig. Kan noget være fundamentalt eller absolut uvæsentligt? Hvad vil det sige at være radikalt uvæsentlig? Hvilken eksistensberettigelse har en uvæsentlig genstand – uden proveniens, kontekst, funktion, formål eller retning? Og er det muligt for en genstand at opretholde sin uvæsentlighed, når vi retter blikket mod den, iscenesætter den og fremhæver den?

Spekulative omveje

På trods af at de udstillede genstande er tilfældige, uvæsentlige, flygtige og af begrænset omfang, så er det Centrum for Fri Fabulering over Tilfældige Iagttagelsers hypotese, at de ikke desto mindre foranlediger spørgsmål, forundring og spekulation. De spekulative tanker om objekterne har ikke nødvendigvis en stærk forklaringskraft, eftersom objekterne er undseelige og ubetydelige i al deres mangel på proveniens, kontekst og konsekvens. Spekulationen må derfor gå i andre retninger: hvad skal vi med objektet? Hvad vil objektet? Hvor er det på vej hen? Hvordan kommer vi i kontakt med objektet? Hvilke erkendelsesmæssige omveje kan det afføde? Er det muligt for uvæsentlige genstande at forblive uvæsentlige?

Den spekulative metodik, som omgærder udstillingerne, trækker blandt andet på forskere som Sigmund Freud og Donna Haraway. Freud formulerer en passage, som er eksplicit ’søgt’ eller ’usandsynlig’ , og som han indrammer som ’spekulativ’ (Freud 1961: 24). Hensigten er ’at følge en idé til dørs af ren og skær nysgerrighed for at se, hvor den fører hen’ (ibid). Haraway definerer begrebet ’spekulativ fabulering’, som hun anvender til at ’bide sig fast i problemerne’. Spekulationen kan ifølge Haraway spore muligheder uden at determinere dem; uden at de leder til én veldefineret destination. Spekulationen er for Haraway åben såvel som knudret, både fabulerende og faktuel, og spekulationen diskriminerer ikke mellem det forsvundne, det præsente og det, som endnu er uforløst (Haraway 2016: 31).

De uvæsentlige er inspireret af disse forlæg og udstillingerne er bygget op om den tanke, at spekulationen nødvendigvis må være fabulerende og kan tage afsæt i hvad som helst også det fuldstændigt selvudslettende. Målet er ikke at lede frem til et objektivt svar på, hvorfra genstandene kommer eller hvad de betyder. Deres oprindelse og betydning i en kulturhistorisk, psykoanalytisk eller semiotisk forstand er faktisk ligegyldig; ellers ville uvæsentlige genstande ikke være uvæsentlige. Målet med udstillingerne – i det omfang, de har et ’mål’ – er snarere at skabe en ramme for at undre os over, hvordan vi forholder os til tilfældige og uvæsentlige objekter i en verden, hvor formålstjenelighed, relevans, resultater, progressivitet, impact og værdi er blevet til tingenes ubestridte, eksklusive raison d’être.

 De uvæsentlige skal betragtes som et eksperiment; et eksperiment, som nogle måske vil mene, ikke kan lade sig gøre. Der er selvsagt noget potentielt paradoksalt i at forfølge det uvæsentlige og samtidig fremhæve, at det skal bevare sin uvæsentlighed. Hvis de er så uvæsentlige, hvorfor bemærkede man dem så, samlede dem op, og valgte at udstille dem? Hvordan kan man dvæle ved uvæsentlige ting, iscenesætte dem og gøre andre opmærksom på dem, og samtidig hævde, at de skal opretholde deres uvæsentlighed? Er dette ikke en selvmodsigelse? Vil de ikke nødvendigvis blive væsentlige, meningsfyldte, når vi betragter dem? Og hvis tingene virkelig er eksistentielt eller ontologisk uvæsentlige, øver man så ikke vold mod objekterne, når man bringer dem ud af fatning og ind i en meningsgivende kontekst? Måske kan De uvæsentlige slet ikke kan lade sig gøre i praksis. Det er på sin vis det, der er pointen: vi ved det ikke med sikkerhed på forhånd. Vi er nødt til at prøve os frem, se hvad der sker, blive klogere i praksis.

Freud, S. 1961. "Beyond the Pleasure Principle" i The Standard Edition of the Complete Psychological Works of Sigmund Freud, Volume XVIII, pp. 191-209. London: The Hogarth Press and the Institute of Psychoanalysis. Oprindeligt udgivet 1920.

Haraway, D. 2016. Staying with the Trouble: Making Kin in the Chthulucene. Durham: Duke University Press.

• Ind til benet (juli 2019): [link til pdf af bogmærker i da./eng.]

• The Situation Room are the occasional symposia of the Research Hub, taking place as ad hoc gatherings whenever the participants have the possibility for meeting up.

CFFTI er finansieret af Den Flohrske Forskningsfond, som dækker udgifter til forplejning og tryk af materialer i forbindelse med udstillingsaktiviteter. Derudover råder centeret ikke over (økonomiske) midler og er derfor udelukkende drevet af den overskudsvarme, som deltagernes akademiske entusiasme måtte frigive.