Historie
Historien begyndte med de første mennesker og slutter aldrig, fordi den løbende udformes gennem hele den menneskelige aktivitet. Som fag handler historie om menneskelige samfund, forhold og vilkår, og disses udvikling over tid.
Saxo-Instituttets historikere arbejder med en bred vifte af emner, vidt forskelligt placeret i tidsperioder, steder og forskningsfelter og med baggrund i varierende teori og metode. Denne forskning bidrager til forståelsen af os selv som både betingede af historie og skabere af historie. Faget historie hjælper os til at forstå vores egen tid og de processer, den er formet af.
Tidsperioder
Vi kan inddele historien i fire overordnede perioder: antikken, middelalderen, nyere tid og samtiden.
Kerneområdet for forskere i antikkens historie er den græske, hellenistiske og romerske verden fra bronzealderen til ca. 600 e.v.t. Der er tradition for at sætte studiet af specifikke problemstillinger i et større og ofte globalt perspektiv: statsdannelse, tekstilproduktion, migration, krigsførelse, fjernhandel, religion og kult. Derved sættes det historisk specifikke over for det historisk generelle og den græsk-romerske verden overfor andre historiske samfund. Studiet af antikken danner derved et uundværligt grundlag til forståelse af os selv og vores egen tid. Forskningen i antikkens historie præges af metodisk pluralisme.
Konkrete redskabsfag såsom arkæologi, epigrafik (studiet af indskrifter), papyrologi (studiet af papyri) søges bragt i et frugtbart samspil med moderne teorier fra sociologi, antropologi, økonomi, kulturhistorie m.m. Foruden en almen, bred dækning af kulturelle, politiske, sociale og økonomiske forhold står fem satsningsemner særligt stærkt på Saxo-Instituttet: imperier og komparativ globalhistorie, migration, ikke-statslige organisationer, tekstilforskning samt handel og markeder.
Den europæiske middelalder strækker sig fra slutningen af det 5. århundrede til ca. 1500. Middelalderhistorie på Saxo-Instituttet handler om at udforske grundlaget for vores kultur. Det drejer sig eksempelvis om kulturelle processer som overgangen fra vikingetiden til middelalderen, Nordeuropas økonomiske integration i det eurasiske handelsnetværk og den politiske og kulturelle udvikling i denne periode, som dannede grundlaget for det nuværende samfund. Institutioner som kongedømmet, den kristne kirke, lovgivningen, Københavns Universitet og parlamentet har deres rødder i middelalderen. Det samme gælder vores forståelse af kønsroller og -identiteter, landets økonomiske udvikling samt de politiske og intellektuelle relationer til udlandet. Forskningen på Saxo-instituttet fokuserer derfor ikke kun på studiet af vikingetidens og middelalderens begivenheder, men også på aktuel begrebsudvikling og historiebrug knyttet til middelalderen.
Historieforskningen i nyere tid strækker sig fra ca. 1500 til slutningen af det 19. århundrede og er forankret i forskellige forskningstraditioner, tilgange og emnekredse. Nyere tid er således en meget rummelig betegnelse. Forskningen i nyere tid kan både dreje sig om overordnede forandringsprocesser som statsdannelser, industrialisering, befolkningstilvækst, europæisering, globalisering og skiftende verdensforståelser. Eller tage afsæt i undersøgelser af kultur, religion, køn, race, økonomi, urbanitet, magt, viden eller sociale forhold. Fokus kan både være på lange linjer og tætte observationer. Men på trods af den store bredde og de mange tilgange har nyere tids historikere på Saxo-instituttet én ting til fælles. De prøver alle at forstå verden, før den kom til at ligne vores egen.
Forskningen i samtidshistorie dækker det 20. og 21. århundredes historie og tager afsæt i forskellige og vidt forgrenede forskningstraditioner, især omfattende politisk og økonomisk historie, idéhistorie, kultur- og socialhistorie. Saxo-Instituttets samtidshistorikere er forenet i en fælles interesse for historiografiske, teoretisk-metodiske og empiriske tilgange til forståelsen af de seneste knap 100 års historie, og samtidshistorikerne arbejder i hverdagen sammen med instituttets øvrige historikere og ansatte på andre fag. Geografisk beskæftiger Saxo-Instituttets samtidshistorikere sig først og fremmest med den vestlige kulturkreds, dvs. dansk/nordisk samt europæisk og nordamerikansk/transatlantisk historie, men instituttets samtidshistoriske ekspertise omfatter også Mellemøsten og Latinamerika.
Steder
Historikerne på Saxo-Instituttet dækker forskningsemner, der er placeret vidt forskellige steder. Mange beskæftiger sig primært med danmarkshistorie, ofte som del af større regionale eller globale sammenhænge. En del har specifikt fokus på globalhistorie.
Danmark har været et folk og en stat i mindst 1000 år, så kontinuiteten er markant, men det er forandringerne også: Grænserne i syd og øst har ændret sig, forholdet til det nære udland (Tyskland, Norge og Sverige) har skiftet mellem samhandel, alliancer, forbund, rivalisering og krig. Danmark har gennem tiderne både erobret og er blevet erobret, været en del af forskellige unioner, været en regional stormagt, en kolonimagt og en småstat, haft forskellige politiske systemer og modtaget politiske, kulturelle og teknologiske impulser fra hele verden. I historisk perspektiv har vi både været et land, man udvandrede fra og indvandrede til.
Danmark i det 21. århundrede er kort sagt resultatet af en lang og omskiftelig udvikling, og det har altid været en af historiefagets fornemmeste opgaver at forklare, hvorfor og hvordan det Danmark, vi kender, blev til. Det gjaldt i historieskrivningens barndom, som i Danmarks tilfælde ligger i højmiddelalderen omkring 1200, og det gælder i dagens globaliserede verden, der stiller nationalstaterne over for nye udfordringer. Historien fortæller os, at løsningen aldrig er at tage skyklapper på, men at se den nationale historie i den til enhver tid relevante større sammenhæng.
Derfor kræver danmarkshistorie bred viden, et åbent sind og ikke mindst kritisk sans. På trods af en globaliseret verden er nationen stadig den primære ramme, hvori fortiden fortolkes og identiteter skabes. Selvom også vores historiekultur globaliseres, erstatter de globale mønstre ikke den fælles nationale erindring. Snarere sker der en sammensmeltning, hvor nationale særtræk forbindes med globale ideer. Det kræver et skarpt blik for både globale og nationale fortællinger, og et dybt indblik i den nationale fortid.
Globalhistorie handler om de forbindelser, ligheder og forskelle, som har knyttet verdens folkeslag, regioner og sociale enheder sammen fra antikken og frem til i dag. Spørgsmål, der vedrører tilblivelsen af vores globale nutid, er centrale. Hvordan kan vi eksempelvis forklare globale økonomiske processer, særlig spørgsmålet om, hvorfor nogle dele af verden har opnået økonomisk velstand, mens andre dele er stagneret? Globalhistorisk forskning i perioden efter 1500 behandler ofte den europæiske ekspansion. Hvordan har europæiske kolonimagter påvirket, og ladet sig påvirke af, ikke-europæiske aktører? Hvordan skal vi forstå imperiers dannelse og deres betydning for interaktionen mellem forskellige folkeslag og kulturer? Hvordan har imperier hen over lange tidsrum legitimeret deres overherredømme? Globalhistorie undersøger også, hvordan geografiske enheder som eksempel Europa, Amerika, Asien og Afrika er opstået og reproduceres ideologisk og diskursivt. Geografiske rum tages sjældent for givet i den globalhistoriske forskning, men gøres derimod til genstand for historiske undersøgelser. Herunder behandles også hvordan fortidens aktører har sammenknyttet eller adskilt forskellige rumlige niveauer – det lokale, det nationale, det regionale og det globale. Forskning i globalhistorie drejer sig således om, hvordan økonomiske, politiske, sociale og kulturelle rum er blevet skabt.
Forskningsfelter
På tværs af tidsperioder og steder arbejder Saxos historikere med vidt forskellige forskningsfelter: politisk historie, økonomisk historie, socialhistorie og kulturhistorie. Historiefaget har løbende haft en knopskydning med nye historiske felter som miljøhistorie, begrebshistorie, kolonihistorie, historiebrugs-historie, følelseshistorie og meget andet. Listen er lang, og den bliver hele tiden længere. Udviklingen af faget sker ofte i sammenhæng med aktuelle begivenheder og samfundsmæssige udfordringer. De nye forskningsfelter trækker typisk på flere af de overordnede felter (politisk historie, økonomisk historie, social historie og kulturhistorie), ligesom de medvirker til at forandre og udvikle disse felter.
Politisk historie ved Saxo Instituttet interesserer sig for den politiske magt og dens udøvelse gennem institutioner, organisationer og individer; strukturelle forandringsprocesser og sociale og politiske bevægelser; politisk sprog, kommunikation og kultur. Forskningen i politisk historie er mangfoldig med hensyn til emner, tilgange og kilder, men drives af en ambition om at forstå det politiske som et samlet fænomen, der omfatter mange forskellige sfærer. Blandt fokusområderne i politisk historie er den kolde krig, kolonialisme, afkolonisering, internationale organisationer, klima og miljø, politiske ideologier, imperie- og statsdannelse, velfærdsstat og familieforhold. Periodemæssigt vægtes tiden fra 1800-tallet og frem. Instituttets forskning i politisk historie sker gennem både individuelle projekter, centre og forskningsklynger:
I økonomisk historie arbejder man med produktionen, fordelingen og anvendelsen af samfundets ressourcer. Spændingen og dynamikken i dette felt – i sidste instans dets historiske transformation – opstår, idet individer og familier samt organisationer og statslige enheder agerer i det økonomiske system på grundlag af forskellige interesser og incitamenter.
Økonomisk historie beskriver emner som teknologi, erhverv, handel, indkomst, forbrug, statsfinanser, pengeforhold, by & bolig m.m. De store temaer er vækst og udvikling, økonomiske institutioner, økonomiske sektorer og brancher, individuelle firmaer, international arbejdsdeling, løn- og arbejdsforhold, indkomstfordeling, økonomisk politik, konjunkturudvikling, politisk økonomi, samt de økonomiske ideers historie. Økonomisk historie fokuserer mest på tiden efter 1800, men kan også omfatte tidligere perioder, særligt med henblik på landbrugsudvikling og urbanisering. Økonomisk historie har emner til fælles med politisk historie, socialhistorie, globalhistorie og idéhistorie.
Økonomisk historie på Saxo-Instituttet har ikke noget særligt program, strategisk profil eller teoretisk orientering, men defineres af de individuelle forskere som arbejder inden for eller i nærheden af området. Blandt berørte temaer fra de senere år kan nævnes generel økonomisk danmarkshistorie, forbrugshistorie, økonomisk politik, løn og arbejdsmarked efter 1945, udviklingshjælp, amerikanisering, neoliberalisme, kolonihistorie, klimahistorie, landskabs- og jordbrugshistorie
Kulturhistorie er et alsidigt felt, der undersøger fortidige menneskers forestillingsverdener, ideer, praksisser, ritualer, frembringelser, følelser og sanseerfaringer. Den dækker alt fra studier af elitens finkultur over analyser af hverdagsliv blandt mennesker i alle samfundslag til specifikke fænomeners forandring – eller stabilisering – gennem kulturelle processer over tid. En gren af kulturhistorien er fortrinsvis fortolkende: Under indflydelse af blandt andet antropologiske teorier og ved hjælp af hermeneutisk metode forsøger den at gøre fortidige menneskers intuitioner, rationaler, værdier og antagelser tilgængelige og forståelige for os i dag. En anden gren er primært dekonstruerende: Med inspiration fra poststrukturalistisk, feministisk og postkolonial teori sigter den på at identificere de diskursive og sociale processer, hvorigennem sandheder, identiteter og hierarkier bliver formet og omformet. I praksis kombinerer mange kulturhistorikere greb fra begge disse grene, ligesom vi også gerne arbejder tværfagligt eller gør indfald i politisk historie, økonomisk historie og socialhistorie. Eftersom stort set alt kan undersøges kulturhistorisk – fx kampen om et lotteri i slut-1700-tallets København, ulækre lugte i 1800-tallets Cairo eller følelser knyttet til familievold i 1900-tallets Thisted – er det også kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke kilder man kan arbejde med. Kulturhistorikere på Saxo analyserer fx personlige arkiver, foreningsarkiver, internetarkiver, korrespondancer, den offentlige debat, politiske taler, anvisningslitteratur, genstande, populærkultur, skilsmissedokumenter, retssager, erindringer, m.m. Kulturhistorien bidrager til at denaturalisere herskende forestillinger om, hvad er er naturligt eller nødvendigt, enten ved at vise hvordan vores antagelser en gang blev til, eller ved at demonstrere, at det har været muligt at tænke, føle og handle radikalt anderledes, end vi gør i dag. Dermed gør kulturhistorien os også klogere på vores egen samtid.
Interessen for socialhistorien går tilbage til 1900-tallets statistikere, der søgte at dokumentere sociale vilkår og problemer. De klassiske discipliner var demografi, sygelighed og dødelighed, ernæring, ulykker, boligforhold, arbejdsvilkår, lønninger, forbrugsmuligheder, arbejdsløshed, offentlig understøttelse og pensionsforhold. Nyere socialhistorie har i høj grad fokuseret på magtudøvelse: økonomisk, politisk og diskursivt. En magt, som især er blevet udøvet gennem etablerede institutioner som fængsler, sygehuse, sindssygeanstalter, børnehaver, skoler og universiteter. I de senere år er blikket blevet mere rettet mod sociale relationer, hvor netværk, civilsamfund, sammenhængskraft, sociale bevægelser, marginalisering og problemkulturer er omdrejningspunkter. Forskningen har ofte et komparativt perspektiv på relationer i forskellige sociale rum indenfor eller imellem nationalstater. Socialhistorikerne har især bidraget med forskning i velfærdsstatens opkomst, udvikling, karakter og problemer. Dermed er socialhistoriens interessefelt drejet i retning af politiske prioriteringer, virkemidler og foranstaltninger. Forskere og undervisere i socialhistorie på Saxo-Instituttet beskæftiger sig især med perioden 1850 til 1950.
Teori og metode
Alle historikere på Saxo-Instituttet er engagerede i teoretiske og metodiske spørgsmål, der knytter an til deres forskningsemner.
Kilder siger kun noget om fortiden i samspil med en historisk problemstilling. Derfor er arbejdet med historiske kilder altid forbundet med teoretiske og metodiske overvejelser. Det gælder i alle de sammenfiltrede dele af den historiske forskningsproces: problemstilling, analytisk design, argumentation og plot i historieskrivningen. Krav om teoretisk og metodisk refleksion er således en naturlig og integreret del af historisk analysearbejde. Kildekritikken, der har en vigtig rolle for historiefagets identitet, har i dag følgeskab af en vifte af teoretiske og metodiske tilgange og perspektiver.
På det videnskabsteoretiske felt deler historiefaget problemstillinger med andre dele af humaniora og samfundsvidenskab; Hvad konstituerer videnskabelighed? Hvad er kriterierne for objektivitet? Hvad er forholdet mellem sprog og virkelighed? Dertil kommer en række videnskabsteoretiske spørgsmål, som er særlig relevante for historikere, såsom spørgsmålet om tid og historicitet, forholdet mellem fortid, nutid og fremtid såvel som kollektiv erindring og dennes politiske funktion.