Artiklen udfordrer Nordic Exceptionalism-tesen med en analyse af, hvordan ungdomskriminalitet blev forstået og håndteret som et problem i årene mellem 1990 og 2010. Med inspiration fra Loïc Wacquants tolkning af neoliberalisme og studier inden for velfærds- og kriminalitetshistorisk forskning drager artiklen en analytisk kobling mellem forandringer i statens sociale og straffende funktioner. Med empirisk udgangspunkt i fire indsatser fra perioden viser artiklen, at ungdomskriminalitetsproblemet blev opfattet og håndteret på baggrund af: 1) et kulturelt ideal om individuelt ansvar, den enkeltes frie valg og idealet om den unge forbruger, og (i modsatte retning) 2) en fremstilling af konsekvens og hårdslående reaktioner som en nødvendighed for at løse unges kriminalitetsproblemer samt årsagerne hertil. Indsatserne havde således til opgave at aktivere og ansvarliggøre de unge og deres forældre gennem nye socialpolitiske teknikker og gennem en skærpet straffeindsats og -diskurs, der primært var rettet mod etniske minoritetsunge og deres forældre. På baggrund heraf argumenterer artiklen for, at diskurser og teknikker over for unge på kant med loven mellem 1990 og 2010 var influeret af neoliberaliseringen af den danske velfærdsstat, der indebærer, at statens sociale funktioner træder i baggrunden til fordel for de markedsorienterede og straffende.