I sin kerne henviser bæredygtighed til økonomisk, social og politisk udvikling, hvor naturens eller planetens evne til at regenerere sig selv ikke overvældes af mødet med intensiveret menneskelig aktivitet. Industrialiseringen har stået centralt i diskussionen af forholdet mellem menneske og natur – enten som frelser eller skurk. I dette bidrag skitserer vi en supplerende genealogi, der udvider forståelsen af bæredygtighed som fænomen og prioritet. Vi forskyder fokus fra produktionsmidlerne i retning af destruktionsmidlerne og særligt atomvåbenteknologien, der dominerede den Kolde Krig. Analysen fremhæver teknologiens indirekte og ikke-intenderede politiske effekter. Vi viser, hvordan kernevåben har påvirket miljøhistorien og været med til at forme ideen om bæredygtighed.

Centralt i denne historie står viden om planetens grundlæggende dynamikker og en orientering mod globale fremtider. Vi følger udvidelsen af viden(skab), rum og tid på tre forbundne områder: samspillet mellem militarisering og opbygning af viden om jordens geofysiske processer, politiseringen af videnskabelig usikkerhed og risici forbundet med radioaktivitet samt intellektuelle og anti-atomvåbenbevægelsers gradvise bevægelse mod et mere ”økocentrisk” verdenssyn. De faktorer bidrog til en orientering mod fremtiden centreret om planetens skrøbelighed og krav om forsigtighed i menneskets omgang med naturen. De udgør ofte oversete, men centrale elementer i et moderne, mangetydigt og til tider udflydende bæredygtighedsbegreb.