Forskning i undervisningen: Studerende og forskere bør afstemme forventningerne

Rapporten viser, at både studerende og forskere kan have stor glæde af at samarbejde om forskning, men også at det kan skabe frustrationer, hvis man ikke har samme forventninger til et undervisningsforløb, eller hvis der er strukturelle barrierer.

Forskning og undervisning er universitetets to hovedopgaver, som ifølge universitetsloven skal løses i samspil med hinanden. En tættere kobling mellem forskning og undervisning er også et selvstændigt punkt i Københavns Universitets strategi 2023. Men hvordan foregår det samarbejde mellem forskere og studerende egentlig i praksis på de konkrete uddannelser?

Det har professor mso Tine Damsholt og lektor Marie Sandberg undersøgt i rapporten Af lyst eller nød – en etnologisk undersøgelse af integration mellem forskning og undervisning i praksis, som er finansieret af Københavns Universitets strategiske 2016-pulje. Sammen med en gruppe etnologistuderende har de gennem etnografiske observationer af undervisning på HUM og SCIENCE og interview med en lang række forskere og studerende fået et indblik i det væld af mulige integrationer mellem forskning og undervisning, der praktiseres på de konkrete uddannelser.

One size doesn’t fit all
- Det er vigtigt for os at understrege, at rapporten ikke er normativ: Vi siger ikke, hvordan forskningsintegration bør foregå, men beskriver, hvordan det rent faktisk foregår på HUM og SCIENCE og kan på den baggrund give nogle anbefalinger til, hvilke overvejelser det kan være fornuftigt at gøre sig hvis man gerne vil øge integrationen på en uddannelse eller et konkret kursusforløb, fortæller Tine Damsholt.

Det er et kæmpe materiale, som de etnologiske forskere og studerende har indsamlet, og for overskuelighedens skyld har de delt de mange forskellige eksempler på forskningsintegration op i fire grundtyper:

• Den klassiske: Underviseren præsenterer sin egen forskning i undervisningen.
• Mesterlære: De studerende lærer ved at kigge underviseren over skulderen og får gradvist flere opgaver.
• Studerende arbejder for underviser: De studerende udfører rutineprægede opgaver som transskription eller dataindsamling.
• Medforskermodellen: Studerende og forskere arbejder på et fælles projekt.

Marie Sandberg forklarer, at man ikke skal forveksle grundtyperne med lukkede kasser, for i praksis bliver de blandet på kryds og tværs i de enkelte undervisningsforløb. Og det er en helt afgørende pointe:

- Der er ikke én model eller type, som er bedre end andre, eller som passer på alle undervisere og studerende – one size doesn’t fit all. Det handler om at være tydelig i forhold til, hvilket formål den konkrete undervisningsform har, og hvad både studerende og forskere forventer sig af forløbet.

Forventningsafstemning og oversættelse 
Netop forventningsafstemning er ifølge Marie Sandberg og Tine Damsholt et nøgleord, når det handler om integration mellem forskning og undervisning. For studerende og undervisere tænker sjældent det samme om et konkret undervisningsforløb:

- Mange forskere tænker, at alle studerende vil opleve glæde ved at udvikle et forskningsprojekt, og det er jo ikke så mærkeligt, at forskere tænker sådan. Men sådan tænker alle studerende ikke nødvendigvis. Nogle motiveres umiddelbart af at deltage som medforskere, mens andre i højere grad tænker i eksamen eller i de kompetencer, de kan få gennem et undervisningsforløb, hvor de bliver involveret i forskning, og som de kan bruge i forbindelse med jobsøgning efter studiet. Og så er dét med at bidrage til forskningen undervejs bare et biprodukt, hvis det ikke ligefrem opleves som en omvej eller en blindgyde på vejen til eksamen. Men man kan jo godt arbejde sammen om et forløb uden at ville helt det samme med det, siger Marie Sandberg.

Tine Damsholt uddyber:

- Derfor er en anbefalingerne i rapporten også, at undervisere er meget tydelige, når de indleder et forløb, hvor de studerende bliver inddraget i forskning; det er i virkeligheden en oversættelsesopgave, hvor forskeren skal oversætte forløbet til flere former for relevans, så studerende med forskellige former for motivation kan se det fornuftige i at bruge deres tid på integrationen. Og omvendt må studerende hver især formulere, hvad de forventer at få ud af forløbet, så man kan finde en form, der så vidt mulig er relevant for alle. Ellers er det svært at få til at lykkes.

Ufleksible studieordninger og eksamener
For mange forskere er integration mellem forskning og undervisning det muliges kunst, hvor mange forskellige hensyn skal balanceres for at få det til at lykkes. Tidspres i dagligdagen er naturligvis en udfordring for de fleste, men mange nævner også strukturelle barrierer i form af studieordninger og fastlåste eksamensformer.

Det er noget, som humanioras nye dekan Jesper Kallestrup er stærkt optaget af at få lavet om på:

- Jeg ser ikke undervisning og forskning som to adskilte størrelser, men som to sider af samme sag, og jeg kunne godt tænke mig, at vi får inkorporeret disse indsigter fra rapporten i de strategiske tiltag, vi skal til at sætte i værk på fakultetsniveau. Et af fokuspunkterne vil være at hjælpe forskere og studerende ved at gøre op med nogle af de stive strukturer, som vanskeliggør fx nyskabende undervisningsforløb, siger Jesper Kallestrup.

Han vil gerne have langt større variation ind i undervisningen i løbet af semesteret, fx i form af andre eksamensformer:

- Det nuværende system med store eksamener i slutningen af semesteret er stift og dyrt, og jeg tror, at det er et stort pres for de studerende. Både undervisere og studerende vil have glæde af mere diversitet i de måder, studerendes undervisningsforløb kan bedømmes på.

Tine Damsholt og Marie Sandberg er enige i, at en mindre rigid struktur vil skabe plads til flere forskellige slags samarbejder mellem forskere og studerende:

- Det store fokus på eksamen begrænser både undervisere og studerende. På Saxo-Instituttet har vi haft gode erfaringer med porteføljeeksamen, hvor de studerende på flere forskellige måder dokumenterer deres kompetencer i løbet af semestret. Men igen: Der er ikke en one size fits all-løsning, og det er bestemt ikke alle kurser, der egner sig til forskningsintegration eller eksperimenterende undervisning, forklarer Marie Sandberg.

Tine Damsholt uddyber:

- En måde at gå til det på er at tale sammen på instituttet og få kvalificeret, hvilke muligheder der er i de enkelte uddannelser og kurser: Hvilke forskningselementer kan integreres i de enkelte kurser, og hvad kan studerende få ud af dem? Det vil også gøre det nemmere for undervisere at artikulere relevansen på flere måder og dermed forventningsafstemme med de studerendes forskellige motivationer. Så jo mere vi forskere taler sammen og erfaringsudveksler om det her på fagene, jo bedre er mulighederne for, at vi kan få samarbejder i stand med de studerende, som er givende for begge parter og for såvel forskningens som undervisningens kvalitet.

Læs hele rapporten Af lyst eller nød. En etnologisk undersøgelse af integration mellem forskning og undervisning i praksis.