Startskuddet til den moderne masseovervågning lød under 1. verdenskrig

Under besættelsen, da den danske stats overvågning af sine egne borgere var på sit højeste, overvågede staten ikke bare kriminelle og politiske ekstremister, men også partikontorer, ledende politikere, kongehuset, forskere, pressefolk, modstandsfolk, tysklandskritikere, jøder – og helt tilfældige danskere.

- Når aflytterne ikke lyttede til udlandssamtaler eller til personer fra de ”sorte lister”, fik de besked på at koble sig på tilfældige indenlandske samtaler for at aflytte dem og skrive et kort resume. Det blev så omfattende, at den tyske besættelsesmagt meddelte den danske regering, at overvågningen var forargelig og burde begrænses, fortæller Jacob Vrist Nielsen, som netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling Truslen mod Demokratiet, der er den første historiske analyse af teleovervågningen i Danmark i perioden 1916-1945.

Det er en central pointe i Jacob Vrist Nielsens afhandling, at selv om overvågningen ikke førte til særlig mange anholdelser og dermed ikke kunne siges at være nogen stor succes, fulgte den sin egen logik, og den blev løbende udbygget:

- Med de nye kommunikationsteknologier som telegraf og telefon fik statsmagten også nye muligheder for at overvåge befolkningen i stor skala, og kimen til den digitale masseovervågning, vi kender i dag, blev derfor lagt allerede under første verdenskrig. Her overvågede man ikke kun mistænkelige personer og organisationer, men man lavede samtidig en ”præventiv overvågning” af alle danskere, der benyttede de nye kommunikationsmidler – en praksis, man altså fortsatte under 2. verdenskrig.

Første verdenskrigs overvågningsmetoder skabte med andre ord en præcedens, som senere embedsmænd og politikere videreførte både i mellemkrigstiden, under 2. verdenskrig og umiddelbart efter krigen. Og tendensen gennem hele perioden var ifølge Jacob Vrist Nielsen, at større og større dele af befolkningen blev omfattet af overvågningen, som altså ikke kun blev brugt til at overvåge forbrydere, men i lige så høj grad til at holde sig orienteret om politiske modstanderes gøren og laden og befolkningens holdninger til forskellige emner.

- De oprindelige sikkerhedspolitiske mål med overvågningen blev hurtigt skubbet i baggrunden for en bredere og mere generel overvågning, fortæller han.

Overvågning eller kaos

Et godt eksempel på den normalisering af overvågning i perioden er socialdemokraten Thorvald Stauning, som blev overvåget af radikale ministre under 1. verdenskrig – uden retskendelse. Så vidt Jacob Vrist Nielsen ved, var Stauning ikke selv klar over, at han blev overvåget, men han fortsatte under alle omstændigheder overvågningspraksissen, da han selv kom til magten.

- Det er slående, at der på tværs af de store partier var kommet en fælles forståelse af, at overvågningen var et nødvendigt redskab, selv om det i stigende grad var en praksis, de tog offentligt afstand fra. Især oppositionspartierne havde en tendens til at kritisere overvågningen, men fortsatte den altså, når de selv fik magten.

Et af problemerne med overvågningen var dog, at den ikke bare blev holdt hemmelig for befolkningen, men også internt i ministerierne. Og der er mange eksempler på, at embedsmændene ikke orienterede ministrene om overvågningen, eller at ministrene ikke orienterede Rigsdagen. Selv da Stauning var blevet statsminister, holdt embedsmænd nogle overvågninger hemmelige for ham.

Demokratisk dilemma

Jacob Vrist Nielsen vil gerne forske videre i emnet, fordi han i forbindelse med sin afhandling kun fik gennemgået en brøkdel af det enorme materiale om overvågning, der ligger i arkiverne. Men også fordi materialet rejser nogle vigtige spørgsmål, vi som borgerere i en demokratisk stat bør have viden om og forholde os til.

- Overvågningen vender et grundprincip i retsstaten på hovedet: I et samfund med masseovervågning er vi alle potentielt skyldige, snarere end uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Og min forskning viser jo, at beslutningerne om at overvåge borgere ofte træffes under kriser og af meget få mennesker; at overvågningen hurtigt breder sig til nye områder og nye borgere; og at overvågningen er svær at afvikle, når den først er blevet etableret. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi har en løbende debat om det her, så beslutningerne kan træffes på et mere informeret og velovervejet grundlag, slutter Jacob Vrist Nielsen.

Emner