Klar politisk linje bag socialdemokraternes fodnoter i 80’erne

Mellem 1982 og 1988 vedtog et flertal uden om de daværende borgerlige regeringer 31 dagsordner på det sikkerhedspolitiske område. Langt de fleste dagordner handlede om Danmarks og NATO’s kernevåbenpolitik, som flertallet uden om regeringen var uenig i. Samlet gik dagsordnerne under navnet ”fodnotepolitikken”, fordi mange af dem endte som fodnoter i NATO’s kommunikeer – til stor ærgrelse for blandt andre Venstres daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, som ikke brød sig om de danske særstandpunkter.

I flere fremstillinger af perioden bliver fodnotepolitikken udlagt som politisk taktik og drilleri. Der er også dem, der har ment, at fodnotepolitikken var et resultat af såkaldt østpåvirkning. Men det er ifølge historiker Rasmus Mariager, som netop har forsvaret sin doktorafhandling 'Den vesttyske forbindelse' om blandt andet fodnotepolitikken, ikke et retvisende billede:

- Debatterne og den daglige politiske kamp om sikkerhedspolitikken i 80’erne kunne tage sig ret kaotiske ud, og nogle politiske udspil har utvivlsomt været præget af tilfældigheder. Men der går ikke desto mindre en lige linje fra den afspændingspolitik, som bliver udviklet i slutningen af 70’erne i den transnationale socialdemokratiske samarbejdsorganisationen Socialistisk Internationale, og som fremtrædende danske socialdemokrater som Anker Jørgensen, Kjeld Olesen og Lasse Budtz lægger sig op ad, til den omdiskuterede fodnotepolitik, forklarer Rasmus Mariager.

Politiske omvæltninger fører til ny sikkerhedspolitik

Fra Danmark indtræder i NATO i 1949 til omkring 1975 var der ifølge Rasmus Mariager overordnet enighed om sikkerhedspolitikken blandt Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti, men efter 1975 skiftede international politik karakter: Forholdet mellem øst og vest fryser til, og socialdemokratierne taber magten til konservative og liberale mange steder i Europa.

- Omvæltningerne fører blandt andet til diskussioner af, hvilken politik NATO skal føre over for østblokken. I 1976 bliver den forhenværende vesttyske forbundskansler Willy Brandt valgt til præsident for Socialistisk Internationale, og han står i spidsen for en gentænkning af socialdemokratisk sikkerhedspolitik. Han og de andre medlemmer udvikler en sikkerhedspolitisk vision, som handler om afspænding og ikke-konfrontation bl.a. baseret i begrebet Fælles Sikkerhed. Dette begreb udfordrer NATO’s strategi over for Warszawapagten, siger Rasmus Mariager og uddyber:

- De danske socialdemokrater formulerer en dansk version af denne europæiske afspændingspolitik, som bliver retningsangivende for partiet før og efter 1980. Fodnotepolitikken skal ses som en forlængelse af denne politik, ikke som en ad hoc-politik, socialdemokraterne trak op af hatten, når lejligheden bød sig. I øvrigt var socialdemokratierne ikke det eneste parti, som justerede på sikkerhedspolitikken; meget tyder på, at Venstre i samme periode rykkede længere mod højre og i stigende grad støttede den i stigende grad konfrontatoriske linje, som NATO og amerikanerne stod for. Så et sammenstød om sikkerhedspolitikken var næsten uundgåelig.

Under pres fra venstrefløjen

Med til historien om fodnotepolitikken hører også, at Socialdemokratiet, der grundlæggende var for NATO, blev presset af en venstrefløj, som gerne ville markere dens utilfredshed med organisationen i meget skarpe vendinger.

- Det var en meget vanskelig balanceakt for Socialdemokratiet: Partiet ville gerne følge Socialistisk Internationales politik, som ideelt set skulle føre til fuldstændig afrustning, men de var samtidig tilhængere af NATO-medlemskabet som en stabilitetsfremmende institution. Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne var omvendt stærkt kritiske over for NATO og fremsatte ret vidtgående dagsordensforslag i Folketinget, som socialdemokraterne ikke kunne leve med, fortæller Rasmus Mariager og fortsætter:

- En del af Socialdemokratiets dagsordensforslag i fodnotetiden skal ses i netop det lys; de var afværgedagsordner, som skulle imødegå venstrefløjens forslag og samtidig være spiselige for selvsamme venstrefløj. Det betød også, at der var nogle perioder, hvor man godt kunne komme i tvivl om, hvorvidt Socialdemokratiet egentlig var tilhænger af NATO, og det er måske en af grundene til, at konflikten mellem de borgerlige og socialdemokraterne på det sikkerhedspolitiske område blev trukket så skarpt op i samtiden.

Rasmus Mariager forsvarede sin doktorafhandling Den vesttyske forbindelse - Studier i det sikkerhedspolitiske opbrud i Socialdemokratiet, dansk partipolitik og civilsamfund, ca. 1976-1988 (bd. 1-2) den 29. september på Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.

Kontakt

Lektor Rasmus Mariager
Saxo-Instituttet
Københavns Universitet
Mail: mariager@hum.ku.dk
Mobil: 28 60 35 66