Sydhavsøerne og omegn i vikingetid og tidlig middelalder

Forskningsfredage på Arkæologi: Anna-Elisabeth Jensen, arkæolog, souschef for Museum Lolland-Falster.

En rejse i tid og rum blandt fund og fortidsminder på Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn følger sporet af grænseområder og grænselinjer i et kystlandskab uden administrative centralstedsfunktioner. Kulturudviklingen i det vestlige østersøområde er præget af mødet mellem saksisk, slavisk og skandinavisk kultur, hvor både fredelig sameksistens, magtkampe og missionsbestræbelser sætter dagsordenen. Det ses for eksempel i keramikudviklingen, hvor den slavisk inspirerede Østersøkeramik helt fortrænger den lokale keramiktradition nord for Østersøen. Hverdagskeramikken i de slaviske borge fra Lübeck og Oldenburg kan bogstaveligt talt ikke skelnes fra hverdagskeramikken i de danske landsbyer på Lolland. I de skriftlige kilder er der dokumentation for dynastiske forbindelser mellem slaver og daner, samtidig er der referencer til ganske mange skærmydsler på tværs af Østersøen.

På Lolland, Falster og Møn findes en række slaviske stednavne, der vidner om slavisk bebyggelse i området. Den slaviske bebyggelse har ikke haft direkte adgang til havet, men har været beliggende på endog særdeles god agerjord. Den er beliggende i områder med en kontinuerlig bebyggelse fra jernalderen op gennem vikingetiden til middelalderen. Det ville næppe have været tilfældet uden den lokale magthavers opbakning. De tætte kontakter mellem daner og slaver på tværs af Østersøen har haft meget forskellig karakter afhængigt af hvilket perspektiv, der anlægges. På den ene side, fjendtligheder og konflikter med flådeangreb og søforsvar dokumenteret af pælespærringer og flådeopsamlingspladsen ved Fribrødre på Nordfalster. På den anden side, handel, fiskeri og transport af såvel mennesker som gods på kryds og tværs af Østersøen.

Projektet Sydhavsøerne og omegn i vikingetid og tidlig middelalder er støttet af Elisabeth Munksgaard Fonden.