Den typologiske udvikling af østsjællandske huse fra førromersk til germansk jernalder

Afhandlingen præsenterer en typologi for treskibede langhuse fra førromersk til germansk jernalder baseret på ændringer i husenes målbare parametre gennem tid. Typologien gør det muligt at tolke bebyggelsens udvikling, bosættelsesmønstre og udnyttelsen af ressourceområder langt mere præcist end tidligere. Typologien er baseret på et stort og upubliceret materiale bestående af planer af mere end 800 treskibede langhuse fra 40 års arkæologiske undersøgelser i Københavnsområdet.

Resultatet af den typologiske inddeling viser, at det især er forholdet omkring indgangsrummet kombineret med husenes længde der er vigtige for inddeling og udvikling af husene. Især i førromersk jernalder viser den standardiserede arkitektur, at døren altid skal ligge i midten af husets langside med lige meget areal til stald i østenden af huset og bolig i vestenden af huset.

De største forandringer i hustyperne kan ses ved overgangen til yngre romersk jernalder, hvor der opstår tre samtidige hustyper. Perioden er præget af store variationer i byggeskikken og husene begynder at signalere de statusmæssige forskelle i samfundet, som tydeligt kan aflæses i jordfæstegravene fra samme tid.

Hustypologien bliver afslutningsvis anvendt på udvalgte arkæologiske lokaliteter for at vise, hvordan den kan give en større sammenhæng i bebyggelsen, og hvordan bebyggelsens struktur og dynamik hænger sammen med bebyggelsens placering i landskabet.

The dissertation presents a typology for the three-aisled longhouses dating from the Pre-Roman Iron Age to the Late Germanic Iron Age. The typology is based on changes in the measureable parameters through time. The typology makes it possible to interpret the development of the settlements sites, the settlement patterns and use of the local resources.

The typology shows that the most significant measures for dividing the houses into groups and types are those around the entrance room central of the house combined with the entire length of the house. Especially for the house from Pre-Roman Iron Age is the defined architecture, which requires that the doors lie exactly in the middle of the length of the house, leaving the two sections, living room and stable, of equal size.

The transition from Early Roman Iron Age to the Late Roman Iron Age is the period where the largest changes in the development of the houses can be seen and where three contemporary house types occur. It is obvious that the houses through there architecture express status differences which also are evident in inhumation graves from the same period.

The house typology is tested on archaeological sites to see how the settlements can benefit from using it and examples are given to show how the typology can be used in a larger perspective to see how the settlement structure and dynamics are linked together.