Ansatte på Saxo-Instituttet – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Ansatte

Thomas Højrup

Thomas Højrup

Professor

Primære forskningsområder

Etnologisk videnskabsteori og kulturteori. Herunder udvikling af begrebssystemer, korrektion af begrebssammenhænge, de indre sammenhænge mellem etnologisk og etnografisk arbejde. Mere specifikt udforskning og udvikling af forholdet imellem relationsbegreber og terminalbegreber (såsom anerkendelsesforhold og statsform, produktionsforhold og livsform, navigationskunst og bådform eller ildning og ilstedsform) med henblik på den etnologiske erkendelse af kulturelle reproduktions- og forandringsprocesser.

Arbejder med at udvikle den såkaldte selvkorrigerende vekselvirkning imellem specifikation og korrektion af begreber i et begrebshierarki/specifikationsforløb/rodstruktur. Hvordan udvikles og korrigeres formbegreber i en begrebslig rodstruktur, hvis udgangspunkt sættes på spil i begrebernes udspecifikation og afprøvningen af specifikationernes empiriske hensigtsmæssighed.

Langsigtet arbejde med at udvikle den fissionsteoretiske udviklingslære med udgangspunkt i princippet Survival of the Superior Defence. Det er en teori, hvor anerkendelsesrelationer danner grundlag for at beskrive statssystemer som dynamiske statsdannelsesprocesser, hvori udviklingen af forholdet imellem staterne har en indre sammenhæng med de samfundsdannende kulturelle processer i de enkelte stater og imellem dem. Grundlæggende er her udforskningen af de etnologisk tænkelige og de etnografisk beskrivelige sammenhænge imellem statsformer og livsformer.

De indre relationer mellem statsdannende processer og dannelse af livsformer i staternes (indre) samfundsformationer bliver udforsket såvel teoretisk som empirisk i form af studier af livsformernes kulturhistorie. Hertil hører studier af erhvervskulturer (håndværk, landbrug, fiskeri, industri mv.) politiske og ideologiske formationer (sammensatte "statsformer","bevægelser", "subjektivering", "interpellation" mv.) samt krigens teori og samspillet mellem krige og pauser i krige, dvs. eksplosiv, mådeholden og virtuel krig ("fredens" former og betingelser).

Aktuel forskning

1. Har netop afsluttet en fase af løbende europæiske fiskeriundersøgelser, der er publiceret i bla. The Need for Common Goods for Coastal Communities, 2011, og European Fisheries at a Tipping-Point 2012.

2. Har i 2013 påbegyndt forskningsprojektet Livsformernes neokulturation under statssystemets og verdensøkonomiens transformation.

Projektbeskrivelse:

Livsformernes neokulturation under statssystemets

og verdensøkonomiens transformation.

De kulturelle livsformers udfordringer, varianter og forandringer

 

Indhold: 

Projektets medarbejdere 

Generel projektbeskrivelse 

Den overordnede og samlende idé 

Den samlende idé udmøntes i fire delprojekter

 Delprojekterne

Delprojekt 1: En ny generation af selverhvervende? 

Delprojekt 2: Lønarbejde og lønarbejdere i en ny verdensorden 

Delprojekt 3: Karrierelivsformen: Livsførelsen der skal redde landet? 

Delprojekt 4: Midlertidighedens paradoks og dialektik

 

Resumé:

 Projektet vil udvikle den kulturvidenskabelige livsformsteori ved at udforske de komplementære relationer, med hvilke det er teoretisk muligt at lokalisere og specificere et kompleks af indbyrdes afhængige og modsatte livsformsbegreber, der er hensigtsmæssigt til at analysere den igangværende dannelse af vor tids stats- og samfundsform i Danmark. Projektet vil derfor: 1) tage udgangspunkt i de livsformsbegreber, der lod sig identificere for tredive år siden, og som kan danne grundlag for udforskningen af den efterfølgende empiriske forandringsproces, 2) på grundlag af empiriske feltstudier udforske, hvilke nye, strukturelle livsformstræk det nu er muligt og nødvendigt at eksplicitere og specificere teoretisk på baggrund af de allerede kendte, 3) muliggøre at delprojekterne bidrager komplementært til konsolideringen af den teoretiske forståelse af de særlige relationer og strukturtræk, der til sammen danner (og omdanner) en ny ånd og helhed af modsatte livsformer i stat og samfund.

 

Projektets medarbejdere 

Projektansvarlig er professor Thomas Højrup, Etnologi, Saxoinstituttet, Københavns Universitet.

 

Ph.d. Jeppe Høst, Etnologi, Saxoinstituttet, Københavns Universitet

Lektor i Etnologi Niels Jul Nielsen, Saxoinstituttet, Københavns Universitet.

Ph.d.-studerende Sigrid Leilund, Saxoinstituttet, Københavns Universitet.

 

 Generel projektbeskrivelse

 

Den overordnede og samlende idé 

Denne første del af projektbeskrivelsen vil beskrive den overordnede og samlende idé i projektet med fokus på det teoriudviklende potentiale i den analysemåde og den begrebslogik, det er projektets formål at udfordre og konsolidere gennem fire delprojekter. Derpå beskrives, hvordan delprojekterne vil bidrage hertil gennem studier af udvalgte empiriske genstandsfelter. Endelig præsenteres deres konkrete emner hver for sig i fire afsnit, der belyser de specifikke undersøgelser, der er nødvendige for projektet som helhed.

 

Den livsformsanalytiske kulturvidenskab er grundlæggende en specificerende analysemåde. Det vil sige, at den udvikler sine begreber i en rodstruktur, der gør det muligt at specificere hvert enkelt begreb og at udforske på hvilke specifikationstrin, det er nødvendigt at korrigere begrebsdannelsen, når teorien udfordres af forskernes erfaringer med dens anvendelse. Inspireret af Louis Hjelmslevs sprogvidenskabelige specifikationsmetode udvikler livsformsteorien grundbegreber, der gør det muligt at udforske hvilke principielt forskellige eksistensmåder, der strukturerer et samfunds hverdagsliv og de dybt forskellige begrebsverdner, der skjuler sig under det tilsyneladende ensartede, nationale sprog (Hjelmslev 1966).

 

Omkring 1980 gjorde livsformsteorien det muligt at vise, at der bag den udbredte forestilling, at den danske befolknings tilværelse er struktureret af arbejde og fritid, befandt sig mindst fire forskellige livsformer. De tre var struktureret principielt anderledes end den, hvis mål i hverdagen er at få fri fra arbejde. Begrebslogisk indeholdt de tre andre hverken det for en lønarbejderlivsform specifikke arbejdsbegreb og fritidsbegreb eller den kontrast og den mål-middel relation, der giver disse to begreber deres særlige indholdsmening (Højrup 1983).

 

Under den sproglige udtryksflade gemte sig så vidt forskellige betydningsindhold, at en livsformsanalyse kunne specificere: 1) en begrebsverden hvor begrebet fri er forbundet med det at være fri som en selvstændigt erhvervsdrivende, hvis virksomhed er et middel, der er sit eget mål (dagsværket som selvstændig) – dvs. uden kontrast mellem at arbejde og være fri, 2) en begrebsverden hvor fritid er det modsatte af arbejdstid, 3) en begrebsverden hvor det personlige engagement i at opdyrke sin kreativitet og ekspertise giver frihed til at gøre karriere på tværs af andres virksomheder, idet arbejdets indhold og kvalitet er mål, mens virksomhederne er midler til at kunne realisere sit kreative engagement, 4) en begrebsverden hvor friheden til at udvikle og investere sin kapital i virksomheder, hvor dennes vækst forventes at blive bedst, er kernen i den dispositionsfrihed, hvormed en rettidigt udøvet risikovillighed i praksis er middel til at optimere sit afkast og vice versa. Pointen var, at de fire modsatte livsformers praksis gensidigt forudsatte hinanden.  Bilag 1 belyser analysemådens udsagnskraft i studier af en dansk virkelighed.

 

Lønarbejderlivsformens begrebsunivers lå til grund for den udbredte idé, at samfundet er blevet monokulturelt. Men det var kun i denne ene livsform, at arbejdstid kontra fritid var en meningsfuld begrebsstruktur i hverdagens grundlæggende praksis. For resten af befolkningen gav den dybest set ikke mening. I dag er det tilsyneladende karrierelivsformen, der lægger begreber til en herskende monokulturel forestilling om, hvordan moderne mennesker lever eller bør leve deres liv, hvis Danmark skal overleve. Igen er der brug for at udforske, hvilken særlig begrebsstruktur, denne sprogbrug hidrører fra, samt hvilke principielt andre og indbyrdes forskellige begrebsverdner, der under den tilsyneladende fælles sproglige udtryksflade i vor tid gør sig gældende som nødvendige for samfund og stat som helhed (Hemmersam m.fl. 2010).

 

Hverken i biologien eller etnologien kan en livsform eksistere alene. Som (i teorien om) et økosystem er også et samfundssystem (men på ganske andre måder) sammensat af livsformer, der er så komplementært forskellige, at de samtidig udgør hinandens nødvendige forudsætninger. Begrebet livsformscentrisme hidrører fra vanskeligheden ved fra den ene livsforms begrebsverden at begribe andre livsformer, fordi deres begrebsstruktur indebærer grundlæggende forskellige og uforenelige hverdagsbegreber. Når kontrasten indebærer en blindhed overfor kontrasten selv, er det ydermere svært at erkende, at der overhovedet er andre livsformer – og ikke bare varianter (livsstile) af den form for liv, man selv og alle andre moderne mennesker (med ”samme” sprog) tilsyneladende lever (Højrup 1995).

 

Livsformsanalysens teoretiske problematik tager derfor udgangspunkt i komplementaritetens kulturelle kontrast-dialektik: Livsformer er i deres praksis gensidigt nødvendige for hinandens eksistens, men fordi denne komplementaritet indebærer, at de er principielt forskellige, er deres begrebsverdener tilsvarende blinde overfor hinandens egenart og derfor eksistens som netop livsformer. Det betinger den såkaldte livsformscentrisme. Et samfunds overordnede verdensbillede kan være præget af, at en eller flere livsformers centrisme dominerer den herskende tænkning.

 

Dette projekt vil udforske, hvordan vi gennem de sidste tredive år er kommet fra en i samfundet ideologisk dominerende lønmodtagercentrisme til en ny form for herskende monokulturel diskurs, der heller ikke giver et differentieret billede af befolkningens livsformer og tankeverdner. Derfor er det teoretisk nødvendigt at studere de forandringer og nye (varianter af befolkningens) livsformer, der implicerer hinanden hele vejen rundt gennem komplementaritetens relationer af: Gensidig nødvendig afhængighed, gensidig begrebslogisk kontrast og gensidige opfattelser af hinanden, der sammen kan danne en komplet helhed af påkrævede livsformer i stat og samfund, som er overlevelsesdygtig i vor tids statssystem. Overlevelsesdygtighed og hensigtsmæssighed er træk og begreber, der vil blive udfordret og udviklet i projektet. Det aktuelle statssystems krise og strukturforandring viser, at det netop ikke er alle værensformer, der kan overleve (Jul Nielsen 2004). Men det stiller også skarpt på analysens evne til at vise, om det udsagn, at en given livsform må forsvinde, er et udtryk for nødvendighed, eller for en ideologisk kamp om anerkendelse og eksistensberettigelse med andre livsformer.

 

Denne tilgang adskiller sig videnskabsteoretisk fra postmoderne kulturanalyser og vil gerne berige en fortsat videnskabelig dialog med den (modsatte) tænkning, som betragter den specificerende udarbejdelse af teoretiske grundbegreber (der implicerer hinanden med komplementær nødvendighed) som irrelevant for at begribe en (tilsyneladende mere strukturløs) postmoderne verden. Vort udgangspunkt er modsat, at den videnskabelige grundforsknings vægt på begrebslogikkens nødvendighed samtidig er nyttig for den praktiske opgave, der er i enhver stat og samfund med at udvikle de træk, der er nødvendige for at klare udfordringerne i et komplet nyt verdenssystem, som er under hastig udvikling (Bolving & Højrup 2007). Håndteringen af krisen i Europa demonstrerer, hvordan kravet til livsformers reproduktion er afgørende for, om en samfundskultur er bæredygtig.

 

Projektet vil udvikle denne tænkning ved at udforske de komplementære relationer, med hvilke det er teoretisk muligt at lokalisere og specificere et kompleks af indbyrdes afhængige og modsatte livsformsbegreber, der er hensigtsmæssigt (i Hjelmslevs betydning) til at analysere den igangværende dannelse af vor tids stats- og samfundsform i Danmark. Projektet vil derfor: 1) tage udgangspunkt i de livsformsbegreber, der lod sig identificere for tredive år siden, og kan danne grundlag for en udforskning af den mellemliggende empiriske forandringsproces, 2) på grundlag af empiriske feltstudier udforske, hvilke nye, strukturelle livsformstræk det nu er muligt og nødvendigt at eksplicitere og specificere teoretisk på baggrund af de allerede kendte, 3) muliggøre at delprojekterne bidrager komplementært til konsolideringen af den teoretiske forståelse af de særlige relationer og strukturtræk, der til sammen danner (og omdanner) en ny ånd og helhed af modsatte livsformer i stat og samfund (Højrup 2002).

 

Da livsformerne er karakteriseret ved deres relative autonomi, vil hvert delprojekt tage udgangspunkt i studiet af et specifikt livsformskompleks, der skal udforskes på sine egne præmisser. Samtidig vil såvel dets teoretiske konstituering som dets empirisk realiserede dannelse og omdannelse skulle ses i sammenhæng med de andre livsformer, det forudsætter, negerer og forholder sig åndeligt og socialt til i sin materielle og sproglige praksis. Det betyder konkret, at samtlige delprojekter vil udforske: 1) gennem hvilke specifikke relationer de pågældende livsformstræk forudsætter hinanden, dvs. hvordan hvert delprojekts studerede livsformer producerer hinandens mulighedsbetingelser, 2) om og hvordan det er muligt at udvikle en mere stringent og koncis teoretisk skelnen imellem de strukturtræk, der indebærer, at de pågældende livsformsbegreber med nødvendighed må være principielt forskellige og selvbestemte, 3) hvordan de sameksisterende livsformer fra hver deres begrebsverden betragter hinanden og på den baggrund kan tænke og forstå deres egen praksis og identitet begrebsligt, 4) hvordan staten i praksis kan relatere og empirisk forholder sig til de pågældende livsformstræk - det være sig på kohærente eller modsigelsesfyldte måder - for at fremme sit suverænitetsarbejde udadtil og sit indre reformarbejde under indtryk af statssystemets nye udfordringer (Jespersen m.fl. 2006; Bolving & Højrup 2007).

 

Det empiriske materiale vil blive indsamlet gennem etnografisk feltteknik med udarbejdelse af dybtgående etnologiske optegnelser, der omfatter observationer, samtaler, opmålinger, interviews, fotos, situationsbeskrivelser, skriftligt materiale, stof fra medier mv., som sammen belyser en empirisk problemstilling.

 

 

Den samlende idé udmøntes i fire delprojekter

 

Vi har i projektet valgt at gå i dybden med fire delprojekter, der udforsker hvert sit livsformskompleks, er intimt forbundne og som tilsammen bidrager med en eksplicitering af de komplementære livsformstræk, der må betragtes som nødvendige dele af den samfundsmæssige helhed, der er og har været under dannelse og omdannelse siden 1970’erne:

 

Det ene delprojekt vil tage udgangspunkt i den selvstændige livsform, hvis begreb blev udviklet på basis af empiriske studier af familiebrug, interessentskaber og partsfiskeri. De har alle med produktion af materielle varer at gøre. Derfor er kvantitet, kvalitet og priser afgørende for livsformens reproduktionsmåde og dermed den teoretiske forståelse og specifikation af livsformens differentia specificia i forhold til den kapitalistiske produktionsmådes livsformsbegreber (Højrup 1983, 2002). I dag må den tidlige forståelse af denne livsform konfronteres empirisk og udvikles teoretisk i lyset af nye, tilsvarende virksomheders produktion af viden, service, kommunikation, brands og lignende ikke (på samme måde) kvantificerbare varer. Samt i lyset af de nye nicher i traditionelle sektorer, der i Danmark oplever stigende etableringsomkostninger, men faldende stordriftsfordele. De hidtil kendte varianter findes stadig empirisk realiserede,men nye former udvikler sig empirisk. De kræver en udspecificerende konsolidering (evt. rekonstruktion) af begrebet, for at det kan bidrage til analysen af den aktuelle samfundsmæssige helhed. Om det ved fornyet prøvelse kan/skal holdes teoretisk adskilt fra lønarbejderlivsformen på den ene side og karrierelivsformen på den anden er den problematik, der udpeger dette delprojekts livsformskompleks.

 

Det andet delprojekt tager udgangspunkt i lønarbejderlivsformen, hvis begreb tidligt blev udarbejdet gennem studier af klassisk rutinearbejde på fremstillingsvirksomheder og den faglige organisering på arbejdsmarkedet (Højrup 1983). Begge dele var betinget af køb og salg af arbejdstid gennem kollektive overenskomstforhandlinger, hvilket betinger de træk, der var nødvendige i specifikationen af livsformens begreb (Jul Nielsen 2002). Siden da er begge træk og vilkår så forandrede, at vi må spørge, om der empirisk set overhovedet fortsat er tale om en lønarbejderlivsform. Eller har vi i den hidtidige udgave af begrebet kun fundet en af dets formvarianter, mens andre varianter er mulige og nødvendige at opdage og udspecificere (Jul Nielsen 2004). Dette er af afgørende betydning for at finde ud af, om denne livsform er på vej ud af kulturhistorien, eller den i helt andre varianter end den hidtil ekspliciterede fortsat er mulig at skelne skarpt teoretisk fra den selvstændige livsform og karrierelivsformen og fra de træk, vi finder i de store velfærdsydende professioner (Buus 2001). Globalisering af markeder for kapital, varer, tjenester og arbejdskraft, individualisering af overenskomster, arbejdets kompetenceudvikling og nye ledelsesformer rummer principielt nye vilkår. Spørgsmålet er, hvilke det er, der med nødvendighed gør en forskel for de grundlæggende træk i dette livsformskompleks.

 

Det tredje delprojekt tager udgangspunkt i karrierelivsformen, hvis begreb først blev udviklet i et samspil med studier af de empiriske ”spiralister”. Det er folk, der springer og spinder sig op gennem de store virksomhedshierarkier ved at engagere sig i og lade sig engagere af de virksomheder, der har brug for karrierefolks særlige kreativitet og ekspertise. Dette begreb fremkom af kontrasten til den selvstændige, der forbliver tro mod sin familievirksomhed, og den modsatte kontrast til lønarbejderen, der stiller kollektive krav til virksomheden (Højrup 1983). De to kontraster gav anledning til at eksplicitere det træk, at den karriereorienterede medarbejder stiller individuelle krav til sig selv med henblik på at blive foretrukket frem for sine konkurrenter, når der skal ansættes en medarbejder på det næste trin i hierarkiet. Engagement og avancement er her indbegrebet af det gode liv (Rahbek Christensen 1987). I dag er det en udbredt skandinavisk diskurs, at vi alle skal leve af viden, ekspertise, kreativitet, iværksætteri og innovation. Betyder det, at karrierelivsformens specifikke træk er blevet alment gods, mens livsformen som en særlig praksis i sig selv er forsvundet? Eller har vi til gode at opdage og specificere varianter af dette livsformsbegreb, som gør det muligt at udforske de nye urbane vækstlag af vidensbaserede iværksættere, som der knytter sig store – og måske principielt forskellige – forventninger til mht. at sikre landets økonomiske overlevelse? Kan der specificeres strukturel kontrast til en eventuel vidensbaseret lønmodtagerlivsform og til en selvstændig livsform baseret på immateriel produktion – eller er der tale om kulturel konvergens? Dette spørgsmål om konvergens eller sameksistens af modsatte træk aftegner dette delprojekts livsformskompleks som komplementært genstandsfelt til de tre øvrige delprojekter.

 

Det fjerde delprojekt tager udgangspunkt i investorlivsformen, hvis begreb oprindelig blev udviklet i kontrast til karrierelivsformen for at få teoretisk greb om den kapitalejerpraksis, der kan være ligeså mobil som de karriereorienterede medarbejdere. Men dens mobilitet består i at kunne flytte sine investeringer på en måde, der af karrierelivsformen og lønarbejderlivsformen forudsættes som deres nødvendige mulighedsbetingelse (Monrad Hansen 1989).  I takt med finansmarkedernes globalisering, nye ejerformer, institutionelle investorer, koncernfusioner og konkurrencestater er det blevet nødvendigt at se med nye øjne på investorlivsformsbegrebet og især dets relationer til begrebet karrierelivsform, idet såvel den principielle skelnen imellem de to begrebers nødvendige træk som deres gensidige betingelsesforhold udfordres af den empiriske udvikling og har brug for teoretisk konsolidering. Tesen er, at deres indre sammenhæng og kontrast kan være metodisk løftestang til en ny udforskning af, hvilken begrebslogik, der adskiller dem teoretisk fra de øvrige livsformers vidensbaserede og immaterielt funderede varianter samt - ikke mindst karrierebegrebets - kontrast og relation til det statslige embedsværks klassiske livsformstræk. Dette delprojekts genstandsfelt bliver derfor det livsformskompleks, der tager udgangspunkt i de to hidtidige investor- og karrierebegrebers udformning og kræves afprøvet, relateret og kontrasteret til lønarbejderlivsformen og den selvstændige livsforms udforskning i de tre øvrige delprojekter. Dette delprojekt bidrager især til den samlende og principielle analyse af livsformernes indbyrdes relationer, der muliggør og selv konsolideres af de tre mere empirisk specifikke delprojekter.

 

*

 

Begrebet neokulturation peger på det forhold, at livsformer konstant må forholde sig til forandringer i de ydre vilkår, der udgør deres nødvendige mulighedsbetingelser. Den udvikling af livsformerne selv og af vilkårene, der finder sted, er betinget af livsformscentrismen og derfor en proces fuld af brydninger imellem forskellige opfattelser af, hvad der er det gode liv. Neokulturationens problematik vil gennem delprojekternes indbyrdes sammenhæng være den nøgle, hvormed projektet som helhed vil åbne for en videreudvikling af livsformsteorien, som de radikale omstruktureringer af vore samfunds globale vilkår skaber gunstig videnskabelig mulighed for. 

Delprojekterne 

Delprojekt 1: En ny generation af selverhvervende?

Post.doc.-projekt af Jeppe Høst

 

Introduktion

Både byerne og landdistrikterne rummer erhverv præget af selvstændighedskultur og livsformer, der har deres egne små eller mellemstore virksomheders levedygtighed og uafhængighed som mål. Disse livsformer adskiller sig strukturelt fra livsformerne omkring den kapitalistiske produktionsmåde, som med sin sammensatte form er udgangspunkt for de efterfølgende delprojekter. Kendetegnende for den enkle vareproduktion og dens selverhvervende livsform er derimod deres organiske form. I kraft af sin størrelse og fleksibilitet kan den enkle vareproducent tilpasse stykomkostninger, kvantitet, pris og kvalitet til de tilstedeværende nicher og markedskonjunkturer og dermed klare sig under forhold, hvor profitsøgende virksomheder normalt ville flytte deres kapital til andre aktiviteter. Den selverhvervende families arbejdsindsats kan for eksempel øges uden, at det betyder større udgifter til løn. Dens hjem, bolig og produktionsenhed kan i praksis være et uadskilleligt hele. Dermed kan enheden i perioder reelt drives med underskud, men med sigte på at overleve til konjunkturerne er igen er fordelagtige. Målet er altså ikke vækst, profit eller fuld produktion som noget i sig selv, men at virksomheden forbliver levedygtig og uafhængig som produktionsenhed. Dette har betydning for arbejdslivets mening og begreber samt for de sociale relationer i familien, til medarbejdere, naboer og til lokalsamfundet. Den enkle vareproducents mest almene mulighedsbetingelser hentes i de nicher og områder, hvor kapitalistiske storskala fordele ikke kan etableres, og hvor den mindre og fleksible produktionsenhed er fordelagtig. Den første livsformsundersøgelse viste den enkle vareproduktions levedygtighed og udbredelse inden for landbrug og fiskeri samt i en lang række af servicevirksomheder, der ernærede sig af vekslende opgaver fra oplandets gårde og fremstillingsvirksomheder (Højrup 1983 og 2002).

 

En ny generation?

De selverhvervende og delvist familiebaserede virksomheder, som var fokus i den første livsformsundersøgelse, synes i dag at sameksistere med en ny generation af virksomheder med særligt fokus på nye teknologier, viden og fødevareproduktion. De sidste tre årtier har været præget af stordriftsudvikling og øget brug af informationstunge teknologier i produktionen. På den ene side betyder etableringsomkostningerne i de traditionelle primærerhverv som fiskeri og landbrug, at det stort set er umuligt for unge familier i dag, at se et meningsfuldt liv i at etablere sig som selvstændig her (Høst 2012). På den anden side har teknologiudviklingen og de deraf følgende ændringer i produktionen fjernet eksistensgrundlaget for mange af de enheder, der levede af at servicere lokalområdets gårde og fremstillingsvirksomheder. Men denne stordriftsudvikling inden for produktionen af fødevarer skaber tilsyneladende også nye nicher, hvor mindre virksomheder kan opdyrke alternative markeder og udnytte lokalområdets ressourcer på nye måder. Samtidig skaber den voksende brug af informationsteknologi og viden i den generelle produktion og offentlige forvaltning nye nicher for mindre virksomheder, der kan ernære sig ved at levere vidensbaserede ydelser. Forandringerne i nicherne og i de grundlæggende mulighedsbetingelser betyder, at der er behov for med etnologisk feltarbejdsmetode igen at udforske de livformsvarianter, der kan tænkes ud fra den enkle vareproduktionsmåde.

 

Undersøgelsesfelter

Dette delprojekt vil undersøge, hvordan et reproducerbart og meningsfyldt liv kan udvikles og sammensættes som en selverhvervende livsform, samt hvordan de nye mulighedsbetingelser har principiel indflydelse på dette. For at begribe de forskelligartede udfordringer, som den selverhvervende livsform står overfor, deles undersøgelsens etnologiske feltarbejde og udvalgte empiriske undersøgelser op i to konkrete felter, der udforsker på den ene side selverhvervende, som leverer vidensbaserede ydelser, og på den anden side fødevareproducenter, der sigter mod at levere produkter som i pris, kvalitet og identitet adskiller sig væsentligt fra den konventionelle fødevareproduktion. 

 

 

De selverhvervende livsformer i videnssamfundet

Dette undersøgelsesfelt skal udforske hvordan arbejdsliv og familieliv indrettes i de nicher, hvor arbejdsgenstanden og produktet er udpræget vidensbaseret. Hvordan inddrages familiens arbejdskraft, netværk og viden i dagsværket? Hvad betyder arbejdssted og hjemmeadresse, når produktet principielt er uden stedlig forankring? Er der kvaliteter ved de større byer eller omvendt i landdistrikterne som muliggør særlige varianter af denne praksisform? Grundlæggende kan der spørges om den tiltagende betydning af viden og it-teknologi udfordrer vores tilgang til arbejdsliv og produktion, sådan som nye teorier om blandt andet den ”kreative klasse” påstår (Florida 2002).

 

De nye fødevareproducenter

Landdistrikterne står aktuelt i en særlig prekær situation, hvor stordriftsudviklingen betyder, at færre og færre mennesker er involveret i den konventionelle landbrugs- og fødevareproduktion. Men i løbet af det seneste årti har en række nye fødevareproducenter – et eksempel er de mange mikrobryggerier - etableret sig og de bruger ofte stedets særlige karakter og historie til at udvikle produktets kvaliteter og bryggeriets brand. Fælles er, at der ikke konkurreres på pris, men opdyrkes brands og nicher for sundhed, økologi og kvalitet. Her frembringes et helt nyt billede af landdistrikternes natur, karakter og værdier som komplementært modbillede til det udfordrede Udkantsdanmark. Hvilke potentialer indebærer landdistrikternes rolle som både en rekreativ ressource, som den natur og som det produktionslandskab, hvori vore fødevarer skabes, for de livsformer der er bosat her? Hvordan inddrages familiens ressourcer og netværk i denne livsform? Hvilke specifikke krav stiller den særlige højkvalitetsproduktion til den enkle vareproduktions indretning og reproduktion over tid? Hvilke nye idéer og kompetencer tilføres brugen af landdistrikternes stedlige natur- og kulturgeografiske specificitet, og hvordan sameksisterer de nye producenter med den konventionelle volumenproduktion?

 

De selverhvervende i samfundet

De to undersøgelsesfelter vil sammen give det for projektet som helhed nødvendige indblik i selverhvervende livsformers differentierede vilkår i dag og kan i sammenhæng med de andre delprojekter belyse, hvordan ny viden og uddannelse indgår i de forskellige samfundsmæssige former og måder at gribe globaliseringens udfordringer an på. Særligt forholdet til ansatte lønmodtagere i de selverhvervendes virksomheder er en interessant problemstilling. I modsætning til tidligere, hvor fraflytning var det dominerende træk, så flytter et stigende antal ansatte mere eller mindre permanent til udefra, dvs. ofte fra byerne og i vid udstrækning fra udlandet. I hvilken grad er der tale om lønarbejder- eller karrierelivsformer, der afkræves et særligt engagement og loyalitet over for virksomheden som fælles produktionsenhed? Hvordan bliver vi i stand til at skelne principielt imellem deres gensidigt nødvendige strukturtræk? Hvilke livsformscentrismer udvikler sig i samspillet mellem dem, og hvordan håndteres de lokalt og organisatorisk? På et mere generelt plan giver de to felter den for projektet nødvendige analyse de nye måder, hvorpå by og land kan spille sammen og hvordan stedet i sig selv får ny betydning som ressource for utraditionelle værdikæder og kilde til at skabe nye nicher, produkter og ydelser.

 

 

Vækst og sårbarhed

De selvstændige iværksættervirksomheder er små og sårbare, men anses i Danmark som vigtige for beskæftigelse, vækst og kreativitet. Statslige og regionale støtteordninger er med til at hjælpe iværksættere og nye selverhvervende i gang, men ordningerne sætter samtidig specifikke rammer, der afspejler strategiske satsninger på stats- og EU-niveau. Rammerne står dog ofte i sine principper og tidsforløb i modsætning til selvstændighedskulturens særlige behov og frihedsbegreber. De selverhvervende iværksættere er nød til at håndtere sårbarheden i deres egen praksisform på grundlag af dennes egne styrker. Denne dialektik vil blive udforsket ved at studere tankegange og initiativer i disse miljøer, hvor familiens egen arbejdskraft, ressourcer og netværk sættes i spil på forskellig vis, hvor utraditionelle relationer og kompetencer inddrages og man søger at påvirke værdier, viden og tænkning i det rammesættende politiske miljø lokalt og nationalt.

 

Den glemte transformation

Det er et relevant spørgsmål i hvilken grad udviklingen afspejler en økonomisk, kulturel og ideologisk transformation. I byerne tænkes selvstændige og iværksættere ind i planlægningen som en del af en såkaldt oplevelsesøkonomi og som et kreativt potentiale, der bidrager til byens identitet udad til. I landdistrikterne kæmpes der ligeledes mellem miljøer med forskellige livsformer om at definere områdets fortælling og dermed også om at bestemme indretningen af dets økonomi og kulturelle status i samfundet som helhed. Kampen handler på konkret plan både om fysisk planlægning og om at tiltrække midler fra offentlige og private fonde såsom EU's landdistriktsmidler (gennem f.eks. en LAG, Local Action Group-organisering i europæiske landdistrikter) og Realdaniafondens udviklingsprojekter (med Mulighedernes land og Stedet tæller som eksempler). Her vil udforskningen af de selverhvervendes opfattelse af især lønarbejderen og karrierelivsformen give os indblik i, hvordan de ser og placerer hinanden i et nyt forhold mellem land og by og mellem samfundets livsformer. Begreber som ”oplevelsesøkonomi” og ”det nye landdistriktsparadigme” har tendens til at skjule den sociale omstrukturering, der også ligger til grund for et land- eller byområdes overgang fra en landbrugs- og industriøkonomi til en turisme- og vidensøkonomi (se blandt andet Pine og Gilmore 1999, Lund 2007). Dette undersøgelsesfelt vil bidrage til den for projektet som helhed nødvendige forståelse af den paradigmatiske transformation og dens modsætninger imellem livsformstræk, der tager del i forandringerne.

 

Som delprojekt vil disse undersøgelser bidrage med nødvendig ny viden til det teoriudviklende arbejde i projektet som helhed, der har til opgave at undersøge på hvilke specifikationstrin i den overordnede rodstruktur, der er behov og mulighed for at revidere og udspecificere begreberne på måder, der øger teoriens videnskabelige hensigtsmæssighed.

  

Delprojekt 2: Lønarbejdere i en ny verdensorden

Ansvarlig for delprojektet er lektor Niels Jul Nielsen

 

Lønarbejde og lønarbejdere  i en ny verdensorden

Igennem det 20. århundrede opnåede lønarbejderbefolkningen en stadig større samfundsmæssig indflydelse, og Socialdemokratiet, der særligt tegnede denne livsforms interesser, var i hovedparten af perioden statsbærende. Denne nøgleposition var relateret til det storpolitiske spil mellem øst og vest (Jul Nielsen 2004), og den havde som konsekvens, at indretningen og reguleringen af arbejdsmarkedet i høj grad hvilede på præmisser, der tilgodeså et arbejdsbegreb med klare grænser for arbejdets omfang, mellem forskellige ansvarsområder samt mellem arbejde og fritid. Samtidig betød den politiske opmærksomhed på lønarbejderes vilkår, at arbejderbefolkningens materielle vilkår blev markant forbedrede, således at en lønarbejdertilværelse efter 2. verdenskrig ikke sjældent gav mulighed for at erhverve sig både eget hus, egen bil og eget fritidshus.

 

Lønarbejdere var ikke kulturelt set en homogen enhed, men man delte det vilkår, at livsformen var betinget af et lønarbejde, der principielt fordrede, at man kunne monopolisere det. I livsformsteoretiske termer kan man argumentere for (Jul Nielsen 2002 og 2004), at denne monopolisering teoretisk set udgjorde nøglen til at forstå lønarbejderlivsformens specielle karakter, dels i forhold til andre livsformer, dels i forhold til dens gennemgribende (og ofte oversete) indre brydninger. Argumentet hviler på følgende ræsonnementer: På et arbejdsmarked for salg af forhåndsdefinerede arbejdsopgaver (der teoretisk udgør modsætningen til karrierelivsformens unicitet) er man som lønarbejder afhængig af tilstedeværelsen af en tarifbestemt løn (typisk, men ikke nødvendigvis, sikret gennem faglige organisationer), der ikke som prisen på andre varer har en bestemt produktionspris, men kun den værdi, man kan tilkæmpe sig ved at monopolisere salget af arbejdskraft. Denne forudsætning kan opfyldes, hvis man fremstår som en enhed med monopol på forhandlingsretten til netop det arbejde, der forhandles om, således at arbejdsgiveren ikke blot kan indgå aftaler med andre.

 

Hvis monopolet skal være dueligt, implicerer det imidlertid ikke alene en inklusion af alle i et område, der får lov at sælge denne slags arbejdskraft, men også en eksklusion af dem, der ikke får lov. Det er kun ved at ekskludere andre (i stedet for at skulle dele med alle), at en fagforening kan optimere salget dens egne medlemmers arbejdskraft. Og det er kun ved at arbejdsgiversidens modpart ikke er et monopol af alverdens arbejdere, at risikovillig kapital kan flyttes til investeringer uden for et forhandlingsmonopols rækkevidde, hvor arbejdskraften er billig nok til at investorer kan iværksætte en profitabel produktion. Den klassiske monopolisering af forhandlingsretten er derfor i princippet altid partikulær og implicerer såvel den enhed som den differentiering, der kulturhistorisk har vist sig som f.eks. stærke skel mellem faglærte og ufaglærte, mellem forskellige fag og mellem forskellige landes faglige organisering – en differentieret solidaritet, der er mulighedsbetingelse for det sociale liv som helhed, hjem og fritid i form af stærke statusforskelle mellem arbejderfamilierne. I en stat som Danmark var man i det 20. århundrede fælles om, at tilværelsen som arbejderfamilie beroede på retten til at monopolisere lønarbejdet, og den gennemgribende regulering, dette indebar, var anerkendt af staten, arbejdsgiverne og kollegerne.

 

Det 21. århundredes udfordringer og forandringer

Arbejdsmarkedet i Danmark og EU har gennem et par årtier været præget af deregulering og decentralisering, og har enkelt sagt gennemløbet en bevægelse mod stadig større liberalisering. EU har i denne sammenhæng balanceret mellem to hovedhensyn: På den ene side har det været hensigten at sikre lavere produktionsomkostninger ved at øgeden interne konkurrence over fag- og landegrænser for at styrke EU-landenes samlede globale konkurrencedygtighed. På den anden side har man søgt at fastholde idéen om en særlig social europæisk arbejdsmarkedsprofil i bestræbelsen på at øge den folkelige opbakning til EU og undgå for voldsom udfordring af den interne sammenhængskraft under unionens kraftige udvidelse med tidligere lavtlønslande. Den stigende globale konkurrence gennem de sidste årtier samt ikke mindst den aktuelle krise har sat det første hensyn øverst på dagsordenen. Det er derfor en politik for øget fleksibilitet ved at gøre arbejdskraften mere mobil og omstillingsparat, lønmæssig tilbageholdenhed og hermed øget konkurrencedygtighed, der præger arbejdsmarkedspolitikken i såvel medlemsstaterne som på EU-plan.

 

I det lys oplever danske arbejdstagere en udfordring fra to sider: På den ene side en øget konkurrence fra andre EU-landes migrerende arbejdstagere, hvis grænseoverskridende arbejdssøgen som hovedregel understøttes gennem EU-lovgivning. På den anden side risikoen for at fremstillingsvirksomheder flytter deres produktion ud af landet. Immigration af arbejdskraft og emigration af kapital stiller nye krav til lønarbejderlivsformerne i Vesteuropa. Begge dele er vanskelige at imødegå under indtryk af en stadig svagere fagbevægelse og flere tvingende tendenser i den internationale økonomi, der i stigende omfang trækker investeringer i retning af især de store asiatiske økonomier.

 

Bygningsarbejdere på nye præmisser og sameksistens af innovation og produktion

I dette delprojekt undersøges det dels, hvordan disse udfordringer kan begribes teoretisk, dels – og i nær vekselvirkning hermed – hvordan de kan håndteres i hverdagens praksis først og fremmest blandt lønarbejdere selv, sekundært af arbejdsgivere, arbejdsmarkedsorganisationer og politikere, der på hver deres måde er afgørende for de betingelser, der udfordrer og muliggør en lønarbejdertilværelse. Især kriseramte europæiske stater er nødt til at finde ud af, hvorledes man samfundsmæssigt skal forholde sig til udfordringerne, så de ikke afstedkommer for kras en marginalisering af folk på grund af urealistiske krav til omstillingsevne og fleksibilitet, der kan føre til selvforstærkende spændinger på arbejdsmarkedet, således som det i øjeblikket ses i flere europæiske lande.

 

Dette delprojekt indeholder derfor to undersøgelsesfelter, der sammen gør det muligt at udforske lønarbejderlivsformens udfordring fra den globale konkurrence og på nødvendig måde supplerer hinanden ved, at det ene udforsker udfordringen fra indvandrende arbejdskraft, det andet fra virksomheder der flytter ud. Der er tale om feltstudier og optegnelser på:

 

  1. arbejdspladser, der er grundlæggende anderledes sammensat i dag end for blot ti år siden, grundet en stor andel af migrantarbejdere,
  2. arbejdspladser, hvor der satses markant på innovation og vidensarbejde for at fastholde en indenlandsk fremstillingsvirksomhed som nødvendig for produkt- og metodeudviklingen.

 

Ad 1.

Landets byggearbejdspladser er velegnede til at undersøge den første problematik. De er selvsagt ikke truet af udflytning, da hovedparten af aktiviteterne er bundet til det sted, hvor byggeriet finder sted. Imidlertid betyder krav om licitationer og potentiel adgang for udenlandske entreprenører, serviceudbydere og arbejdstagere, at der gennem de sidste årtier – forstærket af EUs østudvidelse i 2004 – er sket en fundamental forandring af arbejdskraftens sammensætning i branchen. Ikke mindst polske arbejdstagere er massivt til stede som lønarbejdere på større byggeprojekter – hvad enten de arbejder for danske, polske eller andre udenlandske arbejdsgivere. De sidstnævnte fungerer ofte som underleverandører til en dansk hovedentreprenør.

 

Der er ingen tvivl om, at denne udvikling udfordrer et tidligere stærkt monopol på forhandlingsretten på dette arbejde fra de danske arbejderorganisationers side, og at dette giver anledning til en mærkbar forringelse af bygningsarbejdernes løn- og arbejdsvilkår. Anskues situationen omvendt fra de tilrejsende polske arbejderes side, er der tale om en attraktiv mulighed for at forbedre deres vilkår. En mulighed de får adgang til ved at tilbyde en særlig ’polsk’, dvs. fleksibel, omstillingsparat og ikke-fagafgrænset arbejdsindsats. Den mulighed realiseres i mange tilfælde uden for den regulering, der hidtil har taklet kompleksiteten på arbejdsmarkedet. Det ser endvidere ud til, at det arbejde, som blandt andet polakker byder ind med, kan udformes som entrepriser, der leveres af et tjenesteudbydende selskab. Derved bliver arbejdet solgt som en principielt anden slags vare end tarifbestemt arbejdstid – selv om der rent fysisk er tale om at udføre de samme arbejdsopgaver. Disse udfordringer til det monopoliserede salg af arbejdstid såvel inden for som uden for de af organisationerne forhandlede aftaler giver på arbejdspladserne anledning til ændrede relationer, brydninger og grænsedragninger imellem fag og kolleger. Det skaber helt nye betingelser for også de større sammenhænge i lønarbejdernes livsførelse. Delundersøgelsen vil derfor udforske, hvilket livsperspektiv, hvilken planlægningshorisont, hvilket familieliv, hvilket boligvalg m.v. der overhovedet er tænkeligt på disse vilkår.

 

På det teoretiske plan udfordrer denne forandringsproces og nutidige situation hele den tilgang og forståelsesramme, der med monopoliseringsbegrebet gav blik for fundamentale træk i lønarbejderlivsformens udvikling gennem 1900-tallet. Monopoliseringen af forhandlingsretten i organisationer og klubber på den enkelte arbejdsplads kræver som nævnt en anerkendelse fra stat, arbejdsgivere og andre forbund. Kan man overhovedet meningsfuldt tale om, at det er organiseret monopolisering, der i dag er den grundlæggende eksistensbetingelse for en lønarbejderlivsform, hvis store dele af arbejdsmarkedet baseres på løn, der ikke hviler på en forhandlet og aftalt tarif i den ovennævnte specifikke forstand? Er der tale om monopoliseringsformer, vi hidtil har været blinde for? Eller skal der begrebslogisk set tænkes helt nyt for at kunne begribe de nye former for lønarbejde som et dueligt grundlag for en livsform?

 

Ad 2.

Den anden delundersøgelse tager fat på den del af arbejdsmarkedet, hvor udfordringen består i at fastholde produktion i en dansk sammenhæng og hvor spørgsmålet for lønarbejderlivsformen er, om der overhovedet er arbejde tilbage at få lokalt. Som det er blevet nævnt i den generelle projektbeskrivelse, fremhæves det ofte, hvordan Danmark skal overleve i kraft af sine innovative kompetencer. Også i EU-regi fremhæves det, at nøglen til overlevelse er dynamik og vidensbaseret vækst, og der er ingen tvivl om, at mange vidensvirksomheder kun i meget begrænset omfang efterspørger fysisk og håndværksmæssig arbejdskraft i Danmark, jævnfør i øvrigt delprojekt 1 og 3.

 

Omvendt diskuteres det også i disse år, om visse former for viden og innovation bedst udvikles i tæt tilknytning til fremstilling og produktion (fx Thelle m.fl. 2011). Det fremføres her, at Danmarks innovative kompetencer inden for de brancher, hvor teknologi spiller en stor rolle, ikke på sigt kan udvikles på en konkurrencedygtig måde, hvis udviklingsafdeling og fremstillingsvirksomhed adskilles fra hinanden. Et eksempel på denne tankegang er det samarbejde mellem industrivirksomheder, kommune og universiteter (inspireret af den såkaldte Triple Helix-model) om udvikling af især klima- og energiteknologi, der gennem de senere år har fundet sted på Lolland (Hausenberg 2009). For lønarbejderne er udfordringen her at udvikle en ny form for monopol på medvirken i dette arbejde, der for eksempel baseres på at kunne destillere produktionsarbejdets konkrete erfaringer med processer, der kan optimeres, at udvise eksperimentel fleksibilitet og udvise kreativitet i forhold til den løbende proces- og produktudvikling. Træk der har potentiale til at kompensere for en dansk, og i forhold til asiatiske lande højere, løn.

 

Et partnerskabspræget lokalt klyngesamarbejde, der indebærer muligheden for, at lokal dansk arbejdskraft får en ny, mere fremtidssikret rolle, har også paralleller i andre lande. Ikke mindst i EU-understøttede regionale udviklingsprojekter forekommer der satsninger på innovative centre, hvor der skabes vækst ved at forene specifikke kompetencer, der udnytter og udvikler viden, som man traditionelt har lokal ekspertise indenfor (fx Keating 2003). Til gengæld er der sjældent fokus på at fastholde lokal, produktionsorienteret arbejdskraft, men snarere på at tiltrække specialiserede vidensarbejdere udefra. I sådanne projekter – samt i de studier, der er lavet af dem – er der sjældent en videnskabelig interesse i at tænke lønarbejderlivsformens problematik ind i helheden.

 

Det vil med denne delundersøgelse være muligt i detaljen at undersøge om og i givet fald hvordan lønarbejderlivsformer også i en vidensbaseret sammenhæng kan blive udviklet og indgå som en fremtidig komponent i en lokal og nationalt forankret innovationsøkonomi. Imidlertid bliver det samtidig helt centralt at spørge, om det overhovedet teoretisk set giver mening at tale om, at det oven for omtalte manuelle arbejde skal betragtes som ’lønarbejde’, eller om der snarere – ihukommende den tætte integration med innovation og vidensudvikling – er tale om en variant af det, der begrebslogisk set er unicitetsproduktion og dermed snarere om en karrierelivsforms rationale.

 

Begge delundersøgelser vil metodisk gå i dybden med feltoptegnelser på udvalgte arbejdspladser, i familier og virksomheder, hvor det gennem optegnelser og deltagerobservation med såvel arbejdstagere som arbejdsgivere er muligt at udforske, hvordan den globale omdannelse af arbejdsmarkederne på hverdagsplan får folk med forskellige kulturelle livsformer til at tørne sammen, sameksistere, neokulturere eller forandre deres kulturelle praksis. Samtidig er det indlysende, at såvel lokale og nationale som overnationale myndigheder spiller en helt afgørende rolle som tilrettelægger af nye vilkår. Ikke mindst EU er her vigtig, og det er en væsentlig del af projektet at udforske ikke blot hvordan, men også på hvilken baggrund, der fra EU og nationalstatslig side skubbes i bestemte retninger, mens etablerede former for regulering forlades.

 

 

 

Delprojekt 3: Karrierelivsformen: Livsførelsen der skal redde landet?

Ph.d.-projekt ved Sigrid Leilund

 

Introduktion

Den økonomiske krise, verden har oplevet siden 2008, har forstærket de økonomiske og politiske diskussioner om vækst og innovation. I dag fremstår det som et uomgængeligt faktum, at fremtiden kun kan sikres gennem en øget vækst, der hviler på de innovative forspring, som ikke umiddelbart kan indhentes af konkurrenterne. Der er nu - endnu mere eksplicit end tidligere - brug for de livsformer og virksomheder, som trods højt lønniveau kan producere vækst, skabe jobs og overskud til nyinvesteringer. Hvor den danske velfærdsstat for 30 år siden endnu evnede at slå en beskyttende ring om hjemmemarked og livsformer, stiller et neoliberalt organiseret verdensmarked anderledes skrappe krav til danske virksomheder og den danske stats konkurrencedygtighed (Pedersen 2011). Hvor man før havde fordele af et europæisk hjemmemarked, gør den strukturrationaliserede information og transport imellem kontinenterne det nu fysisk muligt overalt at indhente og at blive indhentet af konkurrenter fra andre verdensdele. I et land med relativt højt lønniveau skal der et andet forspring end den rene afstand til for at kunne beholde og erobre markedsandele. Den aktuelle økonomiske situation har yderligere bidraget til at forstærke denne tendens, som har været på vej de sidste 20 år. Det arbejde, et skandinavisk land skal leve af i fremtiden, kan ikke alene centreres om traditionel, materiel produktion baseret på løntung arbejdskraft, men må i stedet tage udgangspunkt et selvoverskridende vidensarbejde, der kontinuerligt udvikler nye produkter og metoder, som kan indtage nye markeder.

 

I de aktuelle økonomiske og politiske diskurser beskrives dette arbejde som det, der skaber innovation og vækst. Men fornyelse er kun noget værd for evnen til at konkurrere og skabe merværdi, hvis den ikke straks kan efterlignes af andre. I karrierelivsformsbegrebet bliver det nødvendigt at specificere dette træk ud i en todimensionel unicitet, som er forudsætningen for livsformens reproduktion. Det må for det første være muligt at producere løsninger, hvis unicitet giver virksomheden et metodologisk monopol, som det er svært for dens konkurrenter at ramme. Det må for det andet være muligt at udvikle disse løsninger på en måde, hvis egen metodiske unicitet er svær at efterligne for andre. Det er vores evne til at specificere den indre sammenhæng imellem disse to niveauer, der vil kunne vise, hvordan denne livsforms mennesker gør sig så uundværlige og uerstattelige, at virksomhedernes efterspørgsel på deres praksis og begrebsverden adskiller sig principielt fra behovet for og betalingen af lønmodtagere.

 

I praksis må karrierelivsformens unicitet kunne realiseres på meget forskellige måder og områder. Det kan være et forskerteam, der udvikler ny medicin, en konsulent der udvikler nye måder at optimere en koncernfusion på, en key account manager der skaber hidtil ukendte kunderelationer eller en administrerende direktør, der reformulerer virksomhedens strategi og styrker dens profil på måder, der er vanskelige at efterligne for dens konkurrenter. Det for livsformens reproduktion afgørende er, at blive betragtet som så uundværlig og uerstattelig, at man får stillet den betaling og de særlige arbejdsbetingelser til rådighed, der gør det muligt på ny at kunne udvikle en unicitet, der giver virksomheden et så profitabelt forspring i forhold til konkurrenterne, at det bliver muligt for den igen at honorere den unicitet, der er forudsætningen for dens fortsatte overlevelse. Derfor har karrierelivsformens gage intet med løn at gøre, men er den pris som konkurrerende virksomheder kan og vil give for at komme hinanden i forkøbet.

 

Da de første livsformsundersøgelser blev gennemført i slutningen af 1970-erne, var det som nævnt en udbredt forestilling i den statslige socialforskning, at moderne mennesker lever et liv med arbejdstid og fritid, der begge skal tilgodeses for at blive betragtet som et godt liv (Højrup 1983, Hansen 1980). Ud fra den forestillingsverden gjaldt det fra statslig side om at bakke op om arbejdsmarkedets parters kollektive regulering af arbejdstid, arbejdsmiljø og vanskelige bestræbelser på at opnå større ligestilling. Fra et livsformsperspektiv var der tale om, at begreber hentet fra lønarbejderlivsformens kulturelle begrebsunivers blev lagt til grund for den herskende socialforskning og lovgivning (Jul Nielsen 2004). Tesen i dette projekt er, at der i takt med den kolde krigs ophør, markedernes globalisering og liberalisering, BRIKS-landenes vækst og finanskrisens hærgen i Europa sker et paradigmatisk skift i den politiske diskurs.  I modsætning til den universalistiske velfærdstænknings dominans sigter globaliseringsstrategier og uddannelsesreformer mod at indrette samfundet for at understøtte og fremme træk, der tænkes med begreber, som hidrører fra karrierelivsformens kultur – men igen uden at man er sig bevidst om dennes specificitet i forhold til befolkningen som helhed. Spørgsmålet er derfor, om det vi ser, er en ny form for livsformscentrismes dominans? Delprojektet vil udforske de livsformscentrismer, der brydes på nye måder, hvis der er tale om et sådant dominansforhold, og hvis der heri indgår nye varianter af karrierelivsformen og dens begrebsunivers. Det er eksempelvis den siddende regerings mål at 95% af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse og 50% fortsætte i videregående uddannelser. Forhåbningen er at ruste de unge til at varetage fremtidens vidensbaserede karrierejobs. Men det er langtfra alle funktioner, der indebærer den todimensionelle unicitet, som er karrierelivsformens rationale. Uden denne må de udøves på andre livsformers præmisser. Her er brug for at delprojektet frembringer etnologisk feltmateriale til at udvikle skærpede begreber og analyser.

 

Et nyt hverdagsliv i en ny verdensorden

Delprojektets empiriske feltundersøgelser vil gøre det muligt at udforske de karriereorienterede miljøers liv som helhed og de krav, dette stiller til omgivelserne. Både stat, velfærdssamfund, arbejdsplads og familie må kunne stille særdeles specifikke mulighedsbetingelser til rådighed for denne livsform. Hermed vil projektet blive et væsentligt supplement til eksisterende forskning, der betoner netop forandringer på makroniveau (Pedersen 2011 mfl.) og et alternativ til studier, der undersøger det såkaldte videnssamfund alene ud fra arbejdslivets perspektiv (fx Ekman 2010). 

 

Delprojektet vil basere sig på følgende forskningsspørgsmål: Hvordan medfører en udbredelse af karrierelivsformen nye mønstre i uddannelse, karriereforløb og familieliv? Hvordan kan nye karrierelivsformstræk specificeres som begrebsvarianter og give indsigt i de strategier og ræsonnementer, der strukturer de former for hverdagsliv og karriereforløb, feltarbejdet blotlægger i de miljøer og blandt de mennesker, der indtager en nøglerolle i den aktuelle udvikling?

Projektet vil både foretage feltarbejde i det nye landskab af forskningsbaserede karrierejobs og udviklingsafdelinger og indsamle feltmateriale om de betydningsfulde forskydninger i familielivet der hidrører fra, at begge ægtefæller stadig oftere bærer træk af karrierelivsformen i disse miljøer.


Karrierearbejdets nye landskab

De første livsformsundersøgelser fandt ud af, at der på de større private virksomheders ledelsesniveau trives miljøer, hvis liv og begrebsverden er markant forskellig fra andre lønmodtageres og som kunne beskrives som en egentlig livsform, hvis særlige kultur blev karakteriseret med udgangspunkt i datidens kendte former for handels-, industri- og finansvirksomheder (Højrup 1983, Monrad Hansen 1989). Den planlæggende, koordinerende, besluttende og udviklende leder i præsentabelt jakkesæt med høj løn, stort tidsforbrug og engagement i virksomheden blev den let genkendelige illustration af karrierelivsformen. Der kunne senere i 1980’erne tegnes en tydelig empirisk kontrast mellem ”yuppiens” karrierearbejde og det industrielle lønarbejde. Denne kontrast indfangede forskellen på det lystbetonede, kreative engagement i virksomhedens succes på den ene side og det tidsbundne, rutineprægede pligtarbejde for virksomheden på den anden. I dag fremstår kontrasten i flere sammenhænge umiddelbart mindre skarp, og der er behov for at forstå de karrierebundne livsformers specifikke relation til det vidensarbejde, der af flere opfattes som en generel markør for postindustrielt og senmoderne arbejde (fx Florida 2002, Giddens 1991).


Med et stigende uddannelsesniveau i befolkningen og en omfattende omlægning af den traditionelle produktion bliver der stadig større brug for og behov for vidensbaseret arbejde. På alle niveauer i både offentlige og private organisationer efterspørges kvalificeret, dedikeret og engageret arbejdskraft. Det innovative og kreative bliver en efterstræbelsesværdig norm, der kan fortrænge idealerne om det rutinerede og tidsbegrænsede lønarbejde. I hvert fald på de vidensbaserede arbejdspladser, hvor også selvledelse og ansvar delegeres til medarbejderne. Men indebærer arbejdet med viden nødvendigvis en praksis som karriereorienteret i teoretisk forstand? Eller er det nødvendigt at dekonstruere den normsættende diskurs om vidensarbejdet og skabe et nyt blik for, hvor og hvordan det trækker på karrierelivsformens begreber om de udviklende og engagerende opgaver – og får alt vidensarbejde til at fremstå som karriereorienteret, selv om det langtfra er tilfældet? Delprojektet vil undersøge, hvorvidt og hvordan karrierelivsformens begreber om engagement, unicitet, uerstattelighed og udviklende udfordringer overtages, generaliseres og derpå spredes, men med et ganske andet betydningsindhold, der varierer med de øvrige livsformer.  Denne analyse er nødvendig for at finde ud af, hvor stor betydning de forskellige livsformstræk faktisk har i det, der karakteriseres som det ekspanderende vidensarbejde.

 

De nye vidensbaserede karrierejobs udfyldes først og fremmest af et stigende antal akademikere, hvis kompetencer har deres baggrund i en forskningsbaseret universitetsundervisning. En stor del af disse kandidater får job i det private erhvervslivs udviklings-, HR- og IT-afdelinger, i kommunikationsstillinger, som konsulenter eller de starter egne virksomheder som iværksættere. Mange af disse jobfunktioner stiller krav til medarbejderne om faglig ekspertise, personlige evner og sociale kompetencer. De forventes selv at kunne formulere arbejdsopgaverne og levere nye løsninger. På den anden side er det ofte stillinger i virksomhedernes mellemlag, hvor der ikke nødvendigvis er forventninger til, at man ser bort fra faste arbejdstider og tilbydes ekstraordinært honorar for sin indsats. Der kan med andre ord også være tale om træk, der kun på overfladen ligner karrierelivsformens strukturtræk. På den anden side må vi være åbne for, at disse strukturtræk kan findes på alle niveauer af en virksomhed, fra det øverste ledelsesniveau til den nyansatte på begynderløn, idet karriere er en livsproces, en måde at gribe sine muligheder an på, der starter allerede i studie- eller læretiden, og ydermere kan inkludere tidspunkter, hvor det næste træk for at udvikle sin uundværlighed kan bestå i at etablere sin egen virksomhed for at skabe sig de optimale betingelser for at udvikle en unik idé. 

 

På tværs af dette felt vil dette delprojekt undersøge hvordan de forskellige udfordringer skabes, gribes an og indebærer ræsonnementer om hvorvidt, man skal skifte spor, finde et nyt ansættelsessted, etablere eget bureau, tage mere uddannelse, springe ud i vanskelige opgaver, følge ledelsen eller gå helt andre veje end at benytte sig af de teknologier og de metoder, ledelsen foretrækker, og derfor søge nyt job i et andet virksomhedsmiljø. I gennemsnit er disse medarbejdere to år i samme funktion, så deres bevægelser fra position til position er et væsentligt punkt at undersøge i dybden, således at de mange empiriske ræsonnementer kan indgå i den videre udvikling og konsolidering af begrebet og dets logisk mulige formvarianter. Teoretisk indebærer dette en udforskning af, hvorvidt der er behov for at specificere nye udgaver af karrierelivsformen som helhed, der kan forklare de empiriske forskelle – og udpege de logiske grænseflader til andre livsformer. Disse varianter er især vigtige, hvis det kan vises, at de må stille principielt forskellige funktionskrav til de samfundsmæssige mulighedsbetingelser af juridisk, organisatorisk, økonomisk og anden art, fordi det så er muligt at udvikle analysen af deres potentiale for sameksistens med formtræk, som de adskiller sig fra, men hvis praksis de måske samtidig forudsætter.

 

Undersøgelsen vil basere sig på feltarbejde i miljøer og etnologiske optegnelser med folk, der repræsenterer diversiteten i de vidensbaserede karrierejobs. Fordi karrierearbejdet ikke er arbejdspladsdefineret, men findes realiseret indenfor alle brancher, indenfor store såvel som små virksomheder, private såvel som offentlige, er det en metodologisk pointe, at undersøgelsesfeltet ikke afgrænses til et bestemt fagmiljø eller en given socialgruppe. Undersøgelsen vil tværtimod forholde sig eksplorativt til hvor, under hvilke vilkår og i hvilke former karrierelivsformens aktører udfolder sine potentialer i dag.                                     

Fra arbejdsliv til det hele liv – og implikationerne for en forståelse af familien i dag

Familien er for enhver aktuel livsform mindst lige så vigtig som arbejdspladsen. Familien er stadig den vigtigste ramme om børn og hjem, men den er ikke længere et skæbnefællesskab, der nødvendigvis forventes at vare livet igennem. Trods disse generelle træk har familien vidt forskellig udformning og funktionsmåde i de forskellige livsformer. Endnu mere kompleks er den familie, der forener livsformer, som stiller principielt forskellige krav og forventninger til dens funktion og indretning. Tendensen til, at det serielle monogami afløser kernefamiliens skæbnefællesskab, betyder, at det på relativt kort tid er blevet umuligt at basere sin livsform på et livsvarigt ægteskab med en ægtefælle, der forbliver familiens hovedforsørger. De juridiske mulighedsbetingelser har forandret vilkårene herfor afgørende siden Anden Verdenskrig og på få generationer gjort de tidligere vidt udbredte kvindespecifikke livsformer til marginaliserede træk i hverdagslivets kultur.

 

Alene indenfor de sidste tredive år er familieformen i Danmark derfor forandret radikalt. I 1980 var kernefamilien fortsat så udbredt, at livsformsundersøgelserne så en stor opgave i at eksplicitere baglandskvindens og husmoderens forskellige livsformer (Rahbek Christensen 1987). De var afgørende for at begribe både karrierefamiliens og lønarbejderfamiliens sammenknytning af to forskellige livsformer i et ægteskab og dettes familiedannelse. Dobbeltforsørger-familien er siden blevet udbredt som noget nær en selvfølge, hvorfor kernefamiliens komplementaritet imellem ægtefæller med symbiotisk forskellige kønsroller ikke længere er dominerende. I stedet for at betragte dette som udslag af en postmoderne individualisering, er det i dette delprojekt både muligt og nødvendigt at undersøge, hvordan forandringerne i karrieremiljøernes familiekultur kan forstås strukturelt, når nye generationer af kvinder udskifter deres mødres liv som baglandskvinder med deres egne liv som karrierekvinder.

 

Hvor det endnu i 1970’erne var vigtigt at finde begreber for den komplementære praksis der gjorde livet som karrieremand uden ansvar for hjem og familie mulig, er det i dag presserende at begribe hvordan to karriereorienterede ægtefæller kan supplere hinanden og hvordan ansvaret for hjem og familie antager nye former, der også har implikationer for, hvordan ægtefællerne tilrettelægger deres karrierer. Den hidtidige livsformsanalyses blik for de særlige træk, som muliggør den gensidige afhængighed mellem karriere- og baglandslivsform, kan nu bruges til at skærpe blikket for hvilke træk, det er, der gør en radikalt anderledes arbejdsdeling logisk mulig. Det er også muligt for den enkelte at fravælge familie og børn, hvilket vil blive metodisk udnyttet til at lokalisere de træk, det kun er muligt at realisere uden at forankre sit liv i et ægteskabeligt parforhold, og som derfor kan sætte karrierefamiliernes strukturtræk i analytisk relief. At finde ud af, hvordan familien kan blive et meningsfuldt fælles projekt kræver feltarbejde i karrierefamilier af forskellig alder og karakter, således at de empiriske variationer, der kan belyse de mulige måder, hvorpå nye former for familieliv kan fungere i denne livsform, bliver tilgængelige for det teoretiske arbejde.

Projektet vil undersøge dette aspekt af karrierelivsformen i nær sammenhæng med de tidligere beskrevne empiriske fokuspunkter – som den anden side af arbejdets problematik.

 

Delprojekt 4: Midlertidighedens paradoks og dialektik

Ansvarlig for delprojektet er professor Thomas Højrup

 

Delprojekt 4 indgår i den overordnede arbejdsdeling ved at have et særligt fokus på udforskningen af de principielle kontraster imellem de to produktionsmåders forskellige måder at forbinde komplementære livsformer på. Projektet gør derfor brug af de tre mere livsformsspecifikke delprojekters resultater og leverer spørgsmål til deres problematik hver i sær, så livsformerne kan blive belyst både som de fungerer i sig selv, og som de forholder sig til hinanden i den nødvendige helhed, de hver i sær forudsætter. Investorlivsformen, der er velegnet til at åbne analysen af de principielle forskelle imellem de to produktionsmåder, er empirisk set et særligt genstandsfelt, idet såvel private som institutionelle investorer i vid udstrækning gør brug af karrierebåren ekspertise. Det betyder, at investor- og karrierelivsformerne her er foldet ind i hinanden, så de på kompleks vis befordrer og udnytter hverandre.

 

Delprojektet tager udgangspunkt i den flydende karakter af menneskelige og materielle ressourcer, der siden den første livsformsundersøgelse er blevet kontrasteret med den enkle vareproduktionsmådes sammenknytning af producent og produktionsmiddel i den enkelte virksomhed, i det selvreproducerende dagsværk og i en selverhvervende families livsværk. Denne kontrast kan formuleres som en teoretisk skelnen imellem den kapitalistiske produktionsmådes konstant flydende, grænseoverskridende og sammensatte eksistensmåde på den ene side og den enkle vareproduktionsmådes organiske integration af sine ressourcer i enkeltvirksomheden på den anden.

 

Den flydende eksistensmåde i kapitalismens livsformer giver anledning til livsformsteoriens udforskning af det, vi har benævnt midlertidighedens paradoks, der sammenfatter et kompleks af forskningsspørgsmål. De handler om den konkurrence, der karakteriserer forholdet imellem profitdrevne koncerner, som kæmper om samme marked (Monrad Hansen 1991). Denne særlige konkurrence om at transcendere konkurrencen stiller en helt række spørgsmål, der kan udledes og formuleres som logisk sammenhængende udsagn, således at de kan prøves af i delprojektets empiriske undersøgelser. Kæden af udsagn kan i kort form beskrives således: Det særlige konkurrencebegreb indebærer, at alle en koncerns ressourcer i princippet koncentreres strategisk om at opnå en fortrinsstilling overfor konkurrenterne og at bekæmpe deres forsøg på at forhindre det. I den forstand ligger der en strategisk sammenknytning af (de af deres kombination optimerede) menneskelige og materielle ressourcer til grund for en kommerciel koncerns eksistensmåde. Det betyder følgelig, at de produktionsmidler og den arbejdskraft, der ikke kan bidrage hertil, med rettidig omhu må ekskluderes, når de bliver en belastning for det strategiske mål. For at dette kan lade sig gøre, må samtlige komponenter kunne indhentes fra markederne (varer, arbejdskraft, ekspertise og kapital), men også kunne efterlades på de respektive markeder igen, når de ikke er anvendelige til koncernens mål. Set fra markedets komplementære perspektiv tilbyder de pågældende livsformer kun deres tilstedeværelse i koncernen, så længe denne (kombinatorik) er i stand til at gøre så produktivt brug af dem, at de til gengæld kan få en bedre eller mindst lige så god løn, pris, gage, arbejdsvilkår og profit for deres medvirken, som koncernens konkurrenter kan tilbyde. (Højrup 1989) Tesen er, at disse træk forudsætter hinanden logisk, en potentiel intensional begrebssammenhæng hvis mulighed, udformning eller korrektion vi derfor kan udforske empirisk.

 

Med denne udforskning vil delprojektet kvalificere grundlaget for de næste slutninger, hvis udsagns sammenhæng lader sig studere empirisk: Lige så stærkt den sammensatte koncerns komponenter er strategisk knyttet sammen af kampen med konkurrenterne, lige så midlertidigt er de samtidigt tilstede i koncernen, og de kan med kort varsel flyde bort og lade sig beskæftige i en konkurrerende koncern. Koncernen er intet andet end deres midlertidige strategiske enhed. Koncerners eksistensmåde hviler derfor logisk set på deres evne til at få mere ud af en strategisk organisering af de samme ressourcer (henholdsvis lønarbejderens, managerens og investorens livsformer), end deres konkurrenter formår. Som helhed foregår der et konstant og uensartet flow af de relevante livsformer fra den ene koncern til den anden, nye koncerner opstår, gamle forsvinder og i flowet danner disse livsformer gensidigt hinandens nødvendige mulighedsbetingelser gennem logikken i midlertidighedens dialektik.

 

Denne logik indebærer, at vi må stille det grundlæggende spørgsmål, om ikke netop disse tre livsformer alle har virksomheden som middel og ikke som mål. Så længe de er engageret i en bestemt koncern, er det karrierelivsformen og investorlivsformen, der sætter og udvikler dennes strategiske mål og midler. De har med andre ord koncernen som middel, fordi den omvendt bruger dem som middel til at sætte sine strategiske mål - der udgør dens identitet som en kommerciel vilje. Dette delprojekt vil udforske og eksplicitere denne dialektik, som danner et dybt interessant, generativt kulturelt paradoks (innovationens grund), og finde ud af om dette er nøglen til at formulere en teoretisk komplementær relation imellem disse to livsformer – dvs. den relation der konstituerer deres reviderede begreb. Udforskningen af denne relation er empirisk set blevet så meget desto vigtigere, som det statslige embedsværk gennem de sidste tredive år ser ud til at have indoptaget væsentlige træk fra karrierelivsformen En tese er, at det er sådanne træk, der pga. nye udfordringer i statssystemet kommer diskursivt til udtryk i ”djøf-isering”, ”new public management” og ”konkurrencestat”.

 

Som modtræk til globalisering og europæisering medvirker embedsværket til at sikre betingelserne for strategisk vigtige koncerners vækst gennem investeringer i interpellation og infrastruktur i nationalt regi samt direkte facilitering af deres virksomhed. (Højrup 2002, Økonomiministeriets Betænkning nr. 1306). Dette peger på, at vi skal kunne specificere, hvorledes embedsværket på den ene side skaber og vedligeholder de nødvendige mulighedsbetingelser for private selskabers udfoldelse af midlertidighedens dialektik på markedet med det mål at sikre økonomisk vækst (og den dertil hørende nødvendige udstødning af de tabende producent(strategi)er) i landet, på den anden side må forholde sig den komplementære konsekvens af midlertidighedens paradoks, nemlig at vækstvirksomheder købes ud af landet, eller at koncerner flytter dem ud af landet for at kunne engagere de samme typer af livsformer til lavere priser i tredjelande. Derved fremstår embedsværkets praksis som både forbundet med og i kontrast til livsformernes flows i markeder struktureret af midlertidighedens dialektik.

 

Det empiriske genstandsfelt, i hvilket disse relationer lader sig udforske, udgøres derfor af såvel de tankegange, der karakteriserer investormiljøerne, de forskellige managementmiljøer samt forsknings- og udviklingsmiljøerne, som af de rationaler, vi kan finde blandt embedsværkets karrierefolk og i den politiske diskurs, i hvilken disse spiller en afgørende rolle for regeringsførelsens ånd og praksis. Den specificerende analysemåde vil gøre brug af de konkrete feltstudier i disse miljøer til at lokalisere og eksplicitere de logisk afgørende livsformstræk, der er brug for at konsolidere og afprøve på det empiriske stof, så vi kan blive i stand til at gennemlyse dette livsformskompleks på kohærent vis. Feltstudierne vil basere sig på optegnelser med nøglemeddelere og det righoldige stof i disse miljøers faglige medier.

 

Vi ved på livsformsteoriens nuværende stadie endnu ikke, om og i givet fald hvordan de tre potentielle livsformsbegreber i dette kompleks  - investor-, karriere- og embedslivsform - kan udskilles som logisk forskellige og dermed på specifikke måder indebærer hinanden som gensidige mulighedsbetingelser – dvs. hvordan de indgår i bestemmelsen af hinandens begrebsligt konstituerende strukturtræk. Delprojektet vil med sin afklaring af denne problematik bidrage til det samlede projekts konsolidering af de bærende livsformsbegrebers indbyrdes relationer, principielle kontraster og fortolkning af hinanden. Det fjerde livsformskompleks er komplementært til de øvrige tre og derfor nødvendigt for at kunne bringe den etnologiske analyse af de væsentligste livsformers gensidige betingelsesforhold hele vejen rundt i en komplet helhed, de danner sammen og selv muliggøres af.

 

 

 

 

 

 

 

Litteraturliste:

 

Bolving, Klaus og Højrup, Thomas (red.) (2007): Velfærdssamfund – velfærdsstaters forsvarsform? Stats- og livsformer 8, Museum Tusculanum, København.

 

Buus, Henriette (2001): Sundhedsplejerskeinstitutionens dannelse. Stats- og livsformer 2, Museum Tusculanum, København.

 

Ekman, Susanne 2010: Authority and Autonomy. Paradoxes of Modern Knowledge Work. PhD Thesis. Institute for Management, Politics and Philosophy. CopenhagenBusinessSchool. 

 

Florida, Richard (2002): The Rise of the Creative Class. Basic Books, New York.

 

Giddens, Anthony 1991: The Consequences of Modernity. Stanford University Press.

 

Hansen, Erik Jørgen (1980): Fordelingen af levekårene. SFI, København.

 

Hausenberg (2009): Sammen står vi stærkere – erfaringer fra partnerskaber i landdistrikter. Indenrigs- og Socialministeriet, København.

 

Højrup, Thomas (1983): Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering. Statens Byggeforskningsinstitut, Hørsholm.

 

Højrup, Thomas (1989): Lønkapital under folkestyre. ØD-planernes strukturfejl og deres ophævelse. Rosinante og EUCIS, København.

 

Højrup, Thomas (1995): Omkring livsformsanalysens udvikling. Stats- og livsformer 1, Museum Tusculanum, København.

 

Højrup, Thomas (2002): Dannelsens Dialektik. Etnologiske udfordringer til det glemte folk. Stats- og livsformer 4, Museum Tusculanum, København.

 

Højrup, Thomas (2003): Livsformer og velfærdssstat ved en korsvej? Stats- og livsformer 5, Museum Tusculanum, København.

 

Høst, Jeppe (2012): Ph.d. afhandling om dansk fiskeri (under færdiggørelse).

 

Jespersen, Astrid m.fl. (red.) (2006): Verden over. Stats- og livsformer 7, Museum Tusculanum, København.

 

Keating, M. (2003): “The Invention of Regions: Political Restructuring and Territorial

Government in Western Europe.” I: Brenner, Jessop, Jones og Macleod (red.) State/Space – A Reader. Blackwell, Cambridge.

 

Lund, Jacob Michael (2007): Følelsesfabrikken, oplevelsesøkonomi på dansk. Børsen, København.

 

Monrad Hansen, Kirsten (1989): A Point of Difference. En rekonstruktion af den karrierebundne livsform. Institut for Europæisk Folkelivsforskning.

 

Nielsen, Niels Jul (2002): Virksomhed og arbejderliv. Bånd, brudflader og bevidsthed på B&W 1850-1920. Stats- og livsformer 3, Museum Tusculanum, København.

 

Nielsen, Niels Jul (2004): Mellem storpolitik og værkstedsgulv. Den danske arbejder - før, under

og efter Den kolde krig. Stats- og livsformer 6, Museum Tusculanum, København.

 

Rahbek Christensen, Lone (1987): Hver vore veje. Livsformer, kvindetyper og kvindeliv. Etnologisk Forum, Museum Tusculanum, København.

 

Hemmersam, Flemming m.fl. (red.): Kulturelle processer i Europa. Indlæg fra den 29. Nordiske etnolog- og folkloristkongres. Etnologiske Studier 13, Museum Tusculanum, København.

 

Hjelmslev, Louis (1966): Omkring sprogteoriens grundlæggelse. Akademisk forlag, København.

 

Pine, J. og Gilmore, J. (1999): The Experience Economy. HarvardBusinessSchool Press, Boston.

 

Thelle, Martin H. m.fl. (2011):  Danmarks som produktionsland. Muligheder og udfordringer for danske fremstillingserhverv. Danmarks Vækstråd, København.

 

 Kultur- og begrebshistorisk bilag:

 Videreudvikling af kulturvidenskabelig livsformsteori. De kulturelle livsformers udfordringer, varianter og forandringer under statssystemets globalisering

 Dette bilag beskriver kort den type af helhedsforståelse, livsformsteorien giver af den kulturhistoriske samfundsudvikling. Teoridannelsen selv blev påbegyndt i denne udviklings seneste fase. Den udspringer af en etnologisk forskning, der interesserer sig for den videnskabelige beskrivelse af de forandringer, der finder sted i samspillet mellem forskellige kulturelle livsformer og deres hver i sær nødvendige og specifikke samfundsmæssige mulighedsbetingelser. Relationen mellem statsformer og livsformer har siden fået en nøglerolle i denne analysemåde. Den kultur- og begrebshistoriske baggrund er vigtig for at forstå, hvordan de nødvendige relationer imellem livsform og vilkår blev opdaget som en videnskabelig nøgle til at forklare grundlæggende samfundsforandinger. Denne type af forskning beskæftiger sig indgående med den specificerende analyse og konstruktion af begrebsrelationer med henblik på at gøre dem stadig mere præcise, differentierede og hensigtsmæssige til udforskning af kulturel forandring. Fra et livsformsanalytisk perspektiv kan tegnes følgende billede af determinerende træk i den danske samfundsformations grundstruktur gennem 1900-årene:

 

*

 

Den danske velfærdsstat udviklede sig fra sidste halvdel af 1800-årene med basis i den animalske landbrugseksport til det britiske marked. Den gjorde det ved at tage selvbevidst hånd om en lang række af de strategisk afgørende områder, hvor de små, selvstændige erhvervsdrivende havde brug for stordriftsfordele og eksklusivitet for at stå imod de kapitalistiske konkurrenter i det moderne Europa. Statens indsats bestod især i de store infrastrukturprojekter, der for både landbruget og fiskeriets vedkommende skabte et slagkraftigt alternativ til de store, udenlandske koncerners transportka­pacitet. De store koncerner kunne ellers udnytte sine kapitalkrævende stordriftsfordele, hvor de danske familiebrug og fiskerlag ikke kunne følge med. Men ved at den danske stat satsede på havnebyggeri, jernbanenet, broer, kanal- og vejanlæg, fik de danske producenter, trods deres relativt lange afstande til markederne i de europæiske industribyer, en direkte, kollektiv og konkurrencedygtig adgang til at levere friske fødevarer af en kvalitet og værdi, som der skulle overordentlig store kapitaler til at gøre bedre i en privat koncern.

 

Samtidig fik den andelsbevægelse, som bredte sig i Europa, i den danske stat en medspiller, der forstod, at her var muligheden for at inddrage selv de helt små producenters blandede landbrug i nationale produktionskæder. Den formåede at forene den selverhvervende landbefolknings arbejdsomhed og selvstændighedsi­dealer med udvikling og integration af kapitalkrævende stordriftsfordele. Det skete gennem mejerier, slagteri­er, eksportforeninger, grovvareforsyning, elkraft og efterhånden alle nye områder, hvor det viste sig muligt og fordelagtigt at gå sammen om fælles anlæg og virksomhed på land og i by.

 

Den sammenhæng mellem eksportindtægterne, det samlede omkostningsniveau og opretholdelsen af konkurrenceevnen på især det britiske og det tyske marked, som opstod i begyndelsen af det 20. århundrede, betød, at samtlige livsformer fik interesse i løbende at genforhandle et nationalt kompromis om fordelingen af indtægterne på et for landet som helhed konkurrencedygtigt niveau. Den nationaløkonomiske ansvarlighed blev udmøntet i udviklingen af en indre sammenhæng imellem dannelsen af de enkle vareproducenters andelssamfund på den ene side og den danske arbejdsmarkedsmodel på den anden.

 

I stedet for en velfærdskultur, hvor statslig lovgivning regulerer arbejdsmarkedet direkte, som mange velfærdsstater udviklede længere syd på i Europa, resulterede anerkendelsen af organisa­tionernes eksklusive ret til at profilere, uniformere og repræsentere deres medlemmers særinteresser i den danske arbejdsmarkedsmodel, der står relativt autonom over for lovgivningsmagten. Til gengæld stod såvel andelssamfundets som arbejdsmarkedets organisationer og partier med ansvaret for at dæmpe og bekæmpe utilfredsheden med den konsensussøgende linje, der under vanskelige tider i alle lejre kunne udvikle sig til yderfløjenes sprængfarlige konfrontationspoli­tik.

 

Den statslige modydelse for et fleksibelt og liberalt arbejdsmarked og andelssamfund, hvor den enkelte lønmodtager kan ansættes og afskediges i takt med konjunkturerne, og hver enkelt virksomhed må tage ansvar for at dimensionere sin produktion og sine reproduktions­omkostninger i takt med markedsvilkårene, blev det gradvist mere fintmaskede sociale sikringssystem, sundheds- og skolevæsen, som bevægelser og partier fik tilkæmpet sig gennem et århundredes successive socialreformer, uddannelsesreformer og sundhedsreformer.

 

Danmark lagde således fra sidst i 1800-tallet en anden strategi end den rent kapitalistiske for sin overordnede industrielle udvikling.  Den bestod først og fremmest i at skabe en værdikæde, der kombinerede familiebrug og industri, og som var beregnet på eksport af fødevarer til verdensmarkedets kapitalistiske moderlande. Eksportens værdikæde blev som nævnt i det primære led produceret af den overvejende selverhvervende landbefolkning på gårde og husmandsbrug og af kutterflådens partsfiskere. En innovativ industri i købstæder, stations- og havnebyer blev til gengæld hovedleverandør af maskiner og redskaber til både fiskeri og landbrug. Lokale håndværkervirksomheder leverede service, anlæg og byggeri. Andelsselskaber og aktieselskaber konkurrerede om at levere energi, foder, gødning og andre grovvarer på den ene side samt om at forarbejde og eksportere de færdige fødevarer på den anden. Nationale rederier og lokale skippere på jagter og skonnerter fragtede gødning, kul, byggematerialer, korn og andet gods til og fra havnebyer og ladepladser. Værfterne leverede stadig større stålskibe. Regionale jernbaneselskaber udlagde et net af lokalbaner til transport af gods og passagerer. Købstæder og sogne kappedes om at udvikle, placere og få adgang til de mest fordelagtige infrastrukturprojekter, institutioner, transport- og kommunikationsveje. Såvel nationale som lokale banker, sparekasser og kreditforeninger, som typisk var dannet for at varetage livsformernes særlige behov, lånte penge til alle fem sektorer, mens stat, amter og kommuner udbyggede og vedligeholdt en overordnet infrastruktur, der sikrede de samlede eksporterhverv de fælles stordriftsfordele, som behøvedes for at være konkurrencedygtig på de europæiske markeder.

 

De statsbærende partier i folketinget, Venstre, Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og De Konservative repræsenterede på alle niveauer fra sogn til folketing hver deres livsformer i det, der blev til et gennemorganiseret andels- og industrisamfund. Velorganiseret i den forstand, at der blev udviklet en arbejdsmarkedsmodel og en tradition for trepartsforhandlinger, som gensidigt sikrede de nationaløkonomiske balancer, pris- og lønforhold, der gjorde den danske værdikæde robust på et kaotisk og risikofyldt verdensmarked. Og velorganiseret i den forstand, at dette foregik på grundlag af et livsformsorganiseret forenings-Danmark. Det rummede landbrugets organisationer med husmands- og gårdbrugenes altomfattende foreningsliv og andelsvirksomhed samt højskolerne i landdistrikterne og fiskeriforeningernes virksomhed i havnebyer og på landingspladser. Arbejderbevægelsen dannede et tilsvarende foreningsliv i købstæderne og hovedstaden med klubber, fag-, parti-, husmoder- og boligforeninger samt aftenskoler, presse, forlag og kooperative virksomheder. Håndværkermestrene og tjenestemændene havde deres egne organisationer og foreningsliv, ligesom bank-, handels- og industrilederne, advokatsamfundet og ejerfamilierne dannede deres societeter, skydeselskaber, loger, klubber, organisations-, parti- og foreningsliv. Og på tværs heraf organiserede husmødre i by og på land sig i husmoder- og husholdningsforeninger med egne skoler under intens statslig bevågenhed.

 

I vid udstrækning var det livsformernes differentierede og sammenhængende forenings-Danmark, der på en lang række områder varetog andels- og industrisamfundets organisatoriske og sociale opgaver og gjorde det på de vidt forskellige præmisser, der herskede i de forskellige dele af befolkningen.

 

Fra andelstiden og frem til 1950-erne var Danmark et land, der for 80 %’s vedkommende levede af landbrugseksport. Bønderne producerede mælk, flæsk og æg, andelsvirksomheder forarbejdede dem til smør, ost, bacon og æg beregnet for det engelske morgenbord, jernbaner og rederier sendte hele det færdige produkt til England. For de pund, eksporten indtjente, blev der købt kul og maskinel til de kraftværker og den industri, der leverede kunstgødning og maskiner til landbruget og forarbejdede dets produkter til den færdige eksportvare. Sådan var dansk nationaløkonomi groft sagt indrettet til efter anden verdenskrig, og denne økonomi lader sig videnskabeligt beskrive som to forskellige produktionsmåder med hver deres fast forankrede livsformer. Det var familiebrugenes, håndværkernes og de handlendes varianter af den selvstændige livsform på den ene side og industriens investorlivsform, den produktive kapitalists livsform, karrierelivsformen og lønarbejderlivsformen på den anden. Den enkle vareproduktionsmåde dominerede empirisk set på landet og sameksisterede med den kapitalistiske produktionsmåde på herregårde, i købstæder og hovedstad. Det hele blev forvaltet af en embedslivsform med hovedsæde i København, hvorfra der var uddelegeret selvforvaltning til det lokale embedsværks formaliserede, offentlige administration i byerne og sognerådenes lokalsamfund på landet.

 

*

 

Det livsformsorganiserede folks andels- og industrisamfund blev gennem hele anden halvdel af det tyvende århundrede ikke blot overlejret, men ustandselig konfronteret med et helt andet, der måske bedst lader sig beskrive som et industri- og servicesamfund, struktureret som en national velfærdsstat med en af fødevareproducenterne uafhængig kapitalistisk industri, økonomisk vækst samt borgere, hvis rettigheder og adfærd (bl.a. gennem en stor offentlig sektor) skulle tilpasses og fremme væksten, som det grundlæggende velfærdsstatslige rationale.

 

Efter Anden Verdenskrig besluttede Danmark sig således for at omlægge suverænitetsarbejdets overlevelsesstrategi fra neutralitet til væbnet medlemskab af den vestlige forsvarsalliance under USA’s vinger, og Danmark følger de øvrige vesteuropæiske lande med ind i en åben, amerikansk ledet verdensøkonomi. Her får man ikke længere lov til at klare sig med statens restriktive handelspolitik og toldgrænser til beskyttelse af de vigtigste livsformer. For at få gang i den vestlige økonomi tvang USA sine europæiske allierede til at liberalisere, hvis de ville have del i de amerikanske dollar i form af Marshallhjælpen. Til gengæld for, at landene indrettede sig på international konkurrence og gennemgribende økonomisk liberalisering, fik de mulighed for at basere deres valuta på den amerikanske dollar i Bretton Woods systemet. Man slap dermed for de værste valutasvingninger, men skulle til at klare sig på et åbent verdensmarkeds præmisser, hvor kun de livsformer overlever, der formår at finde nicher med tilstrækkelige konkurrencefordele. Derfor skulle man finde helt andre løsninger end at beskytte landbrugets livsformer, håndværkerne, andelsindustrien, arbejderbevægelsen osv. Svaret var blandt ledende socialpolitisk engagerede økonomer at skabe et moderne menneske, der formår at gennemføre en livslang tilpasning til den økonomiske vækst og strukturrationalisering.

 

I det verdensbillede, de lagde til grund for den danske velfærdsstats hidtil største udbygning af den offentlige sektor, figurerede økonomisk vækst både som overordnet målsætning, som situationsbeskrivelse og som den altdominerende drivkraft. En drivkraft, de forestillede sig ville opløse befolkningens faste samlivsformer og fællesskaber og bringe det enkelte menneske i centrum ved de hastige strukturforandringers krav om stadig og livslang tilpasning af individet. Det var et verdensbillede uden forstyrrende modsætninger imellem principielt forskellige livsformer.

 

*

 

Den første livsformsundersøgelse blev gennemført i slutningen af 1970´erne med henblik på at belyse og problematisere den forestilling, at de grundlæggende kulturelle forskelle i den danske befolkning nu var opløst og erstattet af ensartede normer om det gode liv. Andels- og industrisamfundets velorganiserede livsformer viste sig under overfladen at danne det kulturelle grundlag for livet i landdistrikt og købstad. Den universalistiske velfærdsstat var under udvikling, men dens ideologi stod stadig i kontrast til de gennem et århundrede opbyggede og organiserende livsformer, der gjorde det muligt at udforske disse både empirisk og teoretisk. Denne forsknings begrebsdannelse og beskrivelse af det tyvende århundredes dominerende livsformer gør, at disse begreber i dag kan danne baggrund og udgangspunkt for den etnologiske undersøgelse af livsformernes vilkår og forandringer i de godt tredive år, der er gået siden. De selverhvervendes livsform, lønarbejderlivsformen, karrierelivsformen, investorlivsformen og husmorlivsformen blev teoretisk beskrevet på grundlag af produktionsmådeteori og 1970’ernes hverdagsliv. På det tidspunkt var den universalistiske velfærdsstat i fuld gang med at omskabe og tilpasse livsformernes samfundsvilkår til efterkrigstidens liberale verdensøkonomi som bolværk imod Østblokken. Derpå blev disse vilkår udsat for radikale forandringer i forbindelse med afviklingen af den kolde krig, hvor livsformernes velfærdsvilkår mistede deres funktion som bolværk. Med udgangspunkt i angloamerikansk dominans fulgte neoliberalismens udvikling til en global diskurs og en gennemgribende deregulering skabte først en finansdreven vækstkonjunktur og derpå dennes sammenbrud i form af den amerikanske finanskrise, der bredte sig til verdensøkonomien. Her udviklede den sig til en økonomisk krise, der igen fik dybtgående indflydelse på de herskende eksistensvilkår. Samtidig hermed har først de asiatiske staters og siden BRIK-landenes markedsøkonomiske vækst og erobring af stadig mere avancerede dele af verdensmarkedet for varer, tjenester og kapital taget hul på en dybtgående omkalfatring af livsformernes vilkår i de gamle vestlige industrilande.

 

På den teoretiske front blev livsformsbegreberne i samme tidsrum videreudviklet og hele det begrebslogiske udgangspunkt blev udsat for det epistemologiske brud, der hidrørte fra opdagelsen af anerkendelsesbegrebets dybtliggende betydning som hidtil uerkendt forudsætning for teoribygningen. Derved kom statssystemet og staternes suverænitetsarbejde i fokus som en så afgørende forudsætning for specifikke statsformer og produktionsmåder, at det kunne danne udgangspunkt for begrebsdannelsen. Det har åbnet vejen for i dag at konsolidere den teoretiske forståelse af livsformsbegreberne og deres mulighedsbetingelser. Ved at studere ændringerne i de nødvendige vilkår, som har karakteriseret de grundlæggende forandringer af statssystemets empiriske udformning gennem de seneste 30 år, er det opgaven at udforske hvilke af disse, der implicerer komplementære forandringer i livsformerne og vice versa.

 Litteratur:

 

 

Buus, Henriette 2001: Sundhedsplejerskeinstitutionens dannelse. En kulturteoretisk og kulturhistorisk analyse af velfærdsstatens embedsværk. Stats- og livsformer 2, Museum Tusculanums Forlag, København.

 

Buus, Henriette 2007: Indretning og efterretning. Rockefeller Foundations indflydelse på den danske velfærdsstat 1920-1970. Stats- og livsformer 10, Museum Tusculanums Forlag, København.

 

Højrup, Thomas 1989: Lønkapital under Folkestyre. ØD-planernes strukturfejl og deres ophævelse. Rosinante & EUCIS (bogen er overtaget af Museum Tusculanums Forlag), København.

 

Højrup, Thomas 1995: Omkring livsformsanalysens Udvikling. Stats- og livsformer 1, Museum Tusculanums Forlag, København.

 

Højrup, Thomas 2002: Dannelsens dialektik. Etnologiske udfordringer til det glemte folk. Stats- og livsformer 4, Museum Tusculanums Forlag, København.

 

Højrup, Thomas 2003: Livsformer og velfærdsstat ved en korsvej? Stats- og livsformer 5, Museum Tusculanums Forlag, København.

 

Højrup, Thomas og Bolving, Klaus 2007 (red.): Velfærdssamfund – velfærdsstaters forsvarsform? Stats- og livsformer 8, Museum Tusculanums Forlag, København.

 

Højrup, Thomas & Juul Jensen, Uffe 2010: Moderne fællesgoder eller postmoderne kynisme? Mellem velfærdsstat og konkurrencestat i teori og praksis. In: Viden, virkning og virke – forslag til forståelser i sundhedspraksis, Thorgaard, Nissen og Juul Jensen (red.), Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.

 

Jul Nielsen, Niels 2002: Virksomhed og arbejderliv. Bånd, brudflader og bevidsthed på B&W 1850-1920. Stats- og livsformer, Museum Tusculanums Forlag, København.

 

Jul Nielsen, Niels 2004: Mellem storpolitik og værkstedsgulv. Den danske arbejder – før, under og efter Den kolde krig. Stats- og livsformer 6, Museum Tusculanums Forlag, København.

 

Økonomiministeriet 1995: Demokrati og åbenhed i pensionsinstitutternes Investeringsbeslutninger. Betænkning nr. 1306, København.

 

ID: 3449