Foto: Amotoki, Bundesarchiv Bild 183-37600-0004/CC-BY-SA, accurus, sherif9282 m.fl

Kulturhistorie

Kulturhistorisk forskning, som den foregår i dag, tager primært udgangspunkt i den "ny kulturhistorie", der blev lanceret i 1980erne under indflydelse af antropologiske og litterære strømninger og den såkaldte sproglige vending. Kulturhistoriens fokus er ikke rettet mod elitens finkultur eller særlige folkekulturers historie; man har derimod undersøgt kulturelle konstruktioner af identiteter og betydninger i bredere forstand. Som det, der er meningsfyldt, lader genstande og mennesker, ideer og handlinger sig undersøge i deres historisk omskiftelige betydninger, og det er ofte de kampe om betydning, der har udspillet sig i samfundsmæssig praksis, sociale identiteter og diskurser, der har været genstand for kulturhistorikeres forskning.

Altings historie

I lighed med andre perioder har det 20. århundredes kulturhistorie i høj grad beskæftiget sig med konstruktioner af køn, race og etnicitet influeret af feministiske og postkoloniale studier. I de seneste årtier er det kulturhistoriske forskningsfelt imidlertid vokset eksplosivt og omfatter nu "altings historie", som kulturhistorikere gerne påpeger. Statistiske kategorier, diplomatiets praksis eller hærens organisering er også kulturelt konstitueret, ligesom f.eks. automobilen, lugtesansen og miljøet har en kulturhistorie.  Det er reglen snarere end undtagelsen, at kulturhistorikere arbejder tværfagligt og samarbejder med forskere inden for grene af social og humanvidenskaberne – og også naturvidenskaberne, efterhånden som en række "naturlige" fænomener som f.eks. krop, miljø og sygdom inddrages under det kulturhistoriske felt.

SAXO-Instituttets forskningsområder

På SAXO-Instituttet arbejder forskere og undervisere i det 20. og 21. århundredes kulturhistorie blandt andet med kroppens og kønnets historie; sundhed, sygdom og madens historie; byens, teknologiens og mobilitetens historie, digitalisering og kulturarv.