I 1891 blev Lov om Alderdomsunderstøttelse til værdige trængende udenfor Fattigvæsenet vedtaget. Loven var rettet mod mennesker der opfyldte en række krav: De skulle bl.a. være over 60 år, have levet et værdigt liv og måtte ikke modtage fattighjælp. Loven gjorde det for første gang muligt at modtage hjælp som gammel uden fattighjælpens tab af rettigheder. I afhandlingen udfolder jeg, at der med dette tiltag blev skabt en ny befolkningsgruppe.Det var ikke en lov, der refererede til en naturlig og given alderdom. Derimod undersøger jeg, hvordan loven medførte en række tiltag, der frembragte alderdom som et offentligt anliggende og en særlig befolkning. Jeg udfolder i afhandlingen, hvordan det konkret foregik i form af lovgivning, sagsbehandling, vidensarbejde og byggeri af hjem for gamle. Analyserne viser overordnet set, at alderdom blev gjort på en række måder, der skabte en ny gammel befolkning, hvor de berørte borgere nu blev kategoriseret som værdige, trængende alderdomsunderstøttede. Afhandlingens analyser udfolder i detaljer, at det ikke foregik på én måde eller udelukkende i modsætning til fattighjælpen, men i en sammenvævning af forskellige praksisser, der hver især frembragte en beslægtet, men dog forskellig, alderdom.